Beslægtede forfatterskaber

Citat
“Først var det Et drømmespil. Jeg stod aften efter aften i kulissen og græd og viste ikke rigtigt hvorfor. Siden kom Damaskus, Folkungasagan og Spøgelsessonaten. Det er noget man aldrig glemmer og aldrig kommer fra, især ikke hvis man bliver instruktør og allermindst, hvis man som sådan sætter et Strindberg-drama op.”
Ingmar Bergman på www.ingmarbergman.se

Strindberg er ikke den eneste af det første kuld nordiske realister, som mod slutningen af det nittende århundrede “flipper” ud af virkeligheden med afsæt i forestillinger om indre og overfysiske verdener, som rummer mere og andet end, hvad der kan afdækkes i de ydre omgivelser. Det var indlysende en tendens blandt yngre forfattere som Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Johannes V. Jensen, men han er måske den, som gør det mest radikalt, med den klareste genklang af den rumlen, som inden længe skulle blive til Første Verdenskrig, og af det formsprog, som kanonernes buldren og den frembrusende modernitet oversatte sig til i mellemkrigstidens avantgarde. Han var med kravet fra den jævnaldrende digter Arthur Rimbaud absolut moderne lige til det sidste, og hans komplekse person og værk og forholdet mellem dem har fascineret og udfordret akademikere, intellektuelle og forfattere lige siden og knyttet museer, selskaber og hjemmesider til hans navn. Hans dramaer udgør uden sammenligning den mest betydelige luns af Ingmar Bergmans arbejde på teateret. Han dukker også op hos yngre instruktører. Katrine Wiedeman og Staffan Valdemar Holm er nogle af dem, som har prøvet kræfter med hans værker. Den svenske forfatter Per Olov Enquist skrev tv-serien “August Strindberg: Et liv”, som rullede hen over skærmen i Sverige i 1985. Andre filmskabere nøjes med at citere ham som den spanske surrealist Luis Buñuel i “Dagens skønhed”. Et opslag på Imdb.com giver 160 filmatiseringer af hans værker, hovedsagligt dramaer omsat til tv. Og der sker stadig noget. I 2003 blev Intima Teatern i Stockholm genåbnet som Strindbergscene, og i løbet af 2010 kan man se intet mindre end halvdelen af hans dramaproduktion opført på den lille eksperimentalscene Théâtre du Nord-Ouest i Paris. Når man er i Stockholm, er der mulighed for at besøge Strindbergmuseet i hans sidste bolig, Det blå tårn, på Drottninggatan 85, og hvis man lægger vejen forbi Paris, kan man ved samme lejlighed slå et smut inden om Musée d'Orsay, der har to af hans værker i samlingen.