Spejlsøster

Citat
”Men dér, på væggen lige over for hende, sad Helga. Naja kunne kende hende på det gule hår og den lille søde næse. Hun var i en grøn kjole med broderet hvid krave, og lyset skinnede ind over panden og de runde lyserøde kinder. Hun så så livagtig ud, at Naja gik tæt hen til hende og hviskede: ”Helga, Helga. Kom ned på gulvet og leg”.
"Spejlsøster", s.16.

En væsentlig del af Hanne Marie Svendsens forfatterskab udgøres af børne- og ungdomsbøger. Hun har skrevet i alt fem, med børnebogen ”Den røde sten” fra 1990 som den første og ungdomsromanen ”Den skjulte by” fra 2006 som den seneste.

Børnebogen ”Spejlsøster”, der udkom i 1995 med illustrationer af Dina Gellert, er en fortælling om pigen Naja, der tilbringer sommeren hos sin mormor i Skagen. Her bliver hun fanget ind i skagensmalernes verden, særligt Anna og Michael Anchers billedunivers. Hun kigger i kunstbøger og besøger med sin mormor alle de steder rundt omkring i Skagen, som også eksisterede på malernes tid. Særligt bliver hun fascineret af Helga Ancher, Michael og Annas datter, som er afbilledet på flere malerier. Med barnets herlige fantasi bevæger hun sig bogstavelig talt ”ind i” malerierne, og fornemmer Helgas tilstedeværelse.

29603200

Samtidig underholder hun sig med sin mormor, der med megen snilde og hittepåsomhed hele tiden har nye idéer til, hvad de kan foretage sig. Egentlig er det planen at Najas mor skal arbejde i byen hele sommeren, men efter nogle uger skriver hun til Naja, at hun slet ikke kan undvære Skagen og er nødt til at komme på besøg. Det synes Naja er en god idé, og måske er det da også snarere hende end Skagen, moren slet ikke kan undvære.

Bogen er umiddelbart en enkel historie om en pige og hendes sommerferie, men   kombineres med en fin gennemgang af skagenmalernes liv og billeder og en detaljeret beskrivelse af Skagen by. På den måde kommer der mere ”kød på” historien, der tydeligvis trækker på Svendsens indgående kendskab til Skagen, hvor hun voksede op og har færdedes hele sit liv.

 I 1995 var Svendsens barnebarn netop 12 år, og måske er det derfor, hun så godt forstår at ramme beskrivelsen af det store barn, der både er aldeles spontant og nysgerrigt og samtidig reflekterende og lettere præpubertært. Eller også er det bare fordi Svendsen ejer stor empati, såvel i forhold til børn som til voksne, som hun formår at give et naturligt, klart og indlysende udtryk i sproget uden at forfalde til overforklarende selvfølgeligheder.