Serien “Yu-Gi-Oh!” kaldes “shonenmanga”. Shonen er japansk for “dreng”, og shonen-manga retter sig med sit hårdtslående udtryk primært mod drenge i skolealderen og er som oftest præget af spænding og smag for bare ben og bryster. “Yu-Gi-Oh!” er ingen undtagelse – den er fyldt med action, lange kampscener og sporadiske glimt af Yugis skolekammerat Anzu i korte nederdele.
Erotikken i shonenmanga er ofte meget eksplicit, som eksempelvis når en baby og en maskine begynder at gramse på Anzus bryster, eller Yugis bedstefar åbenlyst kommenterer dem. Anzus korte nederdele og stramme bluser gør hende dog ikke (altid) kun til en stereotyp fremstilling af kvinden som et objekt. I “Yu-Gi-Oh!” er hun modig og handlekraftig trods sit pigede udseende, og med Japans lidt faste kønsroller in mente, kan man argumentere for, at pigerne i manga er nået så langt, at de kan være både hårde og se søde ud på én gang.
De mange kampscener, som strækker sig over flere hundrede sider, er den egentlige nerve i “Yu-Gi-Oh!”. Det er her, karaktererne viser deres sande styrke i håndteringen af de mange skurke, og det er i duellerne, i kampen mod ondskaben, at venskaberne udvikler sig. Læseren bliver mødt af søde troldmænd og babydrager, men også af hidsige monstre, som eksempelvis en kæmpe hval, hvis lange spidse horn stikker ud over billedrammerne. Figurerne er meget livagtige, og de understreger kampenes intensitet samtidig med, at de giver serien en visuel voldsomhed, som dog er af forholdsvis uvoldelig karakter. Der er som regel ingen brækkede lemmer eller blodsudgydelser. Figurerne bliver påført “skæbnens straf”, når de er overvundet af Yugi og hans venner, og man ser dem forsvinde ind i sindssyge eller hallucinationer. På den måde er “Yu-Gi-Oh!” mindre voldelig end så meget andet shonenmanga.