Silmarillion

Citat
”Det siges blandt de vise, at Den Første Krig begyndte før Arda var fuldt udformet, og endnu inden noget voksede på eller gik omkring på jordens overflade; og i lang tid var Melkor ved at vinde krigen. Men midt i det hele kom en ånd med stor styrke Valar-folket til hjælp, fordi han havde hørt i sin høje himmel, at der i Det Lille Kongerige foregik en krig, og Arda blev fyldt med lyden af hans latter.”


”Silmarillion”, s. 42.

Efter ”Ringenes Herre”-trilogien udgav Tolkien ikke flere bøger i sin levetid. Han brugte resten af sit liv på at nørkle med det, der efter hans død skulle blive udgivet af hans søn Christopher Tolkien med titlen ”The Silmarillion”, 1977 (”Silmarillion”, 1978). Det er ikke en fortællende roman som ”Hobbitten” eller ”Ringenes Herre”-trilogien. Der er snarere tale om et næsten leksikalt værk bestående af mange forskellige historier, der underbygger og videreudfolder det univers og den mytologi, som skulle blive Tolkiens livsværk. Størstedelen af bogen finder sted mange tusinde år før begivenhederne i ”Ringenes Herre”-trilogien og skrider kronologisk frem til dem. Det er Bilbo Baggins’ oversættelser af historien fra elvisk, som han udarbejder, mens han bor de sidste år af sit liv i elvernes by Rivendell.

Bogen har fem dele, og i den mest omfangsrige anden del lærer vi om folket Valar, en slags englelignende væsener eller demi-guder, alle underordnet Guden Eru Iluvatar, og forfædrene til de elvere, vi kender fra Midgård. Størstedelen af bogen kredser om tilblivelsen af Valar-folket. De forsøger at skabe en verden for elvere og mennesker, men bliver hele tiden forhindret af den onde Melkor, som senere fik navnet Morgoth og er Saurons herre. De årtusinder lange kampe mellem det gode og det onde udspiller sig ofte om de tre sten Silmarils. Deres navn kommer fra den finske ur-myte ”Kalevala”. I det hele taget finder man referencer til mange af Europas folkemyter i Tolkiens forfatterskab, og måske mest af alt i ”Silmarillion”.

Først i de sidste 20 sider af bogen hører vi om de begivenheder, som historisk umiddelbart leder op til ”Ringenes Herre”. Her beskrives det, hvordan de ni herskerringe blev smedet af elvere, men Sauron narrede dem og smedede en ring, der bandt dem alle.

”Silmarillion” er et lærestykke ud i det, man også kalder worldbuilding, altså når man som fantasy-forfatter bygger hele verdener op, komplet med mange årtusinders historier og skæbner, der alle sammen har konsekvenser for handlingen i den i fiktionen nutidige historie. Det er på mange måder også her, hans akademiske karriere og skønlitterære forfatterskab mødes. At han aldrig blev færdig med den, tilskrev han selv, at han på mange måder havde overhalet sig selv som romanforfatter i ”Ringenes Herre”-trilogien, og derfor var de gamle legendefortællinger litterært set ikke lige så interessante.