I Tønseths trilogi finder man den stedse vedkommende fortælling om, at enhver krig er død og ødelæggelse frem for heroiske gerninger og glødende idealisme. Det er samtidig historien om en tragikomisk anti-helt. Som en anden Don Quixote slås Hilmar Iversen med mange vindmøller. Han er en lille fyr midt i verdenshistorien, som har svært ved at finde sine ben. Som det hedder i den norske avis Aftenposten: “Hilmar Iversen er Tønseths soldat Svejk, Chaplin og Josef K. i et norsk verdensdrama på hverdagsplan”. (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist“. Aftenposten 1997-08-09). Der er tale om en selvhøjtidelig, men også selvafslørende, fortællerfigur. Jeg-fortælleren holder udadtil stædigt fast i sin kommunistiske overbevisning, selv om meningsløsheden skærer ham i øjnene. Den voksende tvivl hos hovedpersonen afsløres langsomt gennem trilogien i et fortsat selvopgør. Hos Tønseth finder man også en raffineret satire, som blandt andet kommer til udtryk i jeg-fortællerens selvironiske afsløring af sin egen indre splittelse. Det hedder for eksempel i trilogiens andet bind: “Hilmar Iversen forstod at bide fra sig! Ha! Ha! Ha! Tillad mig at le. Og det er mig selv jeg ler ad. Det var stormfuldt at være kommunist efter krigen.” (Jan Jakob Tønseth: “Et venskab” s.35).
Et af de centrale temaer i Tønseths trilogi er det konkrete individs relation til den abstrakte ideologi. Trilogien kredser tematisk om kommunismen som ideologi og forsøger at indkredse, hvad kommunismen egentlig var for en størrelse: En utopisk idé eller folkets opstand eller en blanding af begge dele. Trilogiens bud synes at være det sidstnævnte.