Tranströmers samlede forfatterskab består af 13 digtsamlinger og det mindre erindringsværk ”Minderne ser mig”. Alt dette fylder ikke mere end 300 sider i opsamlingsværket ”Samlede Tranströmer”, der er udkommet i anledning af digterens 80 års fødselsdag. Dertil kommer ”Airmail”, som er brevvekslingen med vennen Robert Bly. Tranströmers digte er rige på sanselige, maleriske billeder, især naturbilleder og billeder fra hverdagslivet, der er formuleret i et enkelt og let tilgængeligt sprog. Tonen i dem er rolig og musikalsk med en klangbund af melankoli. Tranströmer anvender som hovedregel frie vers, som er rimløse vers også kaldet prosavers. Temaerne i digtene er den svenske natur, drømme, erindring, døden, rejser til blandt andet Tyrkiet, Balkan, Grækenland, Egypten, Congo og USA - og især musik. Musikken gennemtrænger hele Tranströmers digtning både som emne og som en sensualitet og klang i sproget. Det ser vi blandt andet i hans komponistportrætter af Schubert, Grieg, Wagner og Liszt. Det er oplagt at kalde ham naturlyriker med en tydelig arv fra ekspressionismen og surrealismen fra begyndelsen af det 20. århundrede. Koblingen af de konkrete billeder i digtene af dunkle skove og landeveje og skibe fører nemlig læseren ind i et univers, der ikke er realistisk men snarere ligner drømme. Karakteristisk for digtene er, at der bag billederne, bag sansningerne, befinder sig en overordentlig stærk kraft af religiøse dimensioner. Det er en kraft, der både er i naturen og inde i mennesket selv. Det ser vi blandt andet i digtet ”Sørgegondol nr. 2” (”Sørgegondolen”, 1996), hvor ”havets grønne kraft” stiger op igennem gulvet, mens Liszt spiller. Tranströmers digte søger nysgerrigt den uhåndgribelige kraft, men gør sig ikke forhåbninger om at finde nogen sandhed om verden. Det kommer blandt andet til udtryk i digtet ”En pause i orgelkoncerten” (”Det vilde torv”, 1983): ”Og jeg vågner til det dér urokkelige MÅSKE som / bærer mig igennem den vaklende verden”.