Barndom med druk og sveskesang

Citat
“På køkkengulvet stod en del spande, der opfangede vanddråberne fra loftet. Hvor hyggelige var ikke disse aftener, hvor vi sad samlet i sofaen og lyttede til de plaskende spandes bløde klange og prøvede at gætte, hvilke xylofonmelodier der blev spillet for os gennem det ramponerede tag.”
Dimitri Verhulst: “Altings bedrøvelighed”, s. 11-12.

I “De helaasheid der dingen” fra 2006 (“Altings bedrøvelighed”, 2007) hedder jeg-fortælleren Dimitri Verhulst, født i Kantonstraat i Belgien. Her bor han med sin far og mor, indtil moderen skrider og faderen tager Dimitri med hen til farmoderen i Reetveerdegem, hvor de fraskilte onkler også bor.

Romanen er bygget op af kapitler, der med titler som “Tour de France”, “De sunkne spædbørns ø” og “Guf for etnologer” giver os bidder af stemningen i fortællerens familie. De laver drukkonkurrencer til de segner, og de ser genudsendelserne af quizprogrammer i fjernsynet, så de stolt kan svare på spørgsmålene. Desværre er pantefogeden på et tidspunkt nødt til at tage fjernsynet med sig. Hele familien elsker Roy Orbison, og da hans koncert bliver sendt i tv, må de opsøge en iransk familie i byen, der gæstfrit tager imod de dansende verhulster.

Lille Dimitri kommer med hen på den lokale bodega og spiller billard. Han lærer hurtigt, at det ikke hedder at tisse men at pisse, og at familiens nationalsang er “Sveskesangen”, hvor en af linierne lyder: “Vil du se et mirakel ske? Den er våd, men der er ingen regn at se.”

Beskrivelserne af fortællerens opvækst får ordet “tvangsfjernelse” til at lyse med kursiveret neonskrift for læserens indre blik. Men der er en naturlig lethed bag de profane beskrivelser, der også gør miljøet til et kærligt bekendtskab. Der er et sammenhold og en insisterende udholdenhed i familien, der gør, at man føler sig godt tilpas. Mange af scenarierne er hylende morsomme og på trods af fortællerstemmens skrigende sarkasme, bliver holdningen aldrig nedladende. Da Dimitri vender tilbage til miljøet som voksen, har han fået en uddannelse og en lille søn. Det er med en slet skjult melankoli, at han tager sønnen med på bodega og lader ham prøve spillemaskinen. Det er, som om det “rigtige, normale” liv, der står i skærende kontrast til Verhulst-familiens opdragelse, heller ikke er helt som det skal være.

26715008

Forfatteren Dimitri Verhulst anvender humoren som et knivskarpt værktøj. Anvendelsen af hans eget navn og træk af egen livshistorie giver en indlevelse og autenticitet, der burde gøre fortællingen endnu mere uudholdelig, når de barske sociale vilkår bliver klasket på bordet. Men det autentiske afsæt kommer mere til at virke som en tilladelse til at vrænge kærligt af dem, man kender godt. Dimitri Verhulst har et såkaldt privilegeret udsigelsessted. Romanen er ikke en selvbiografi, men de groteske portrætter virker næsten for vilde til at være fiktion. Der er elementer i fortællingen, der er så overdrevne, at det bliver muligt at grine. Den rørende sarkasme gør, at man ikke griner af ham og familien men med dem. Det er følsomt og hele tiden lige på grænsen til det ubærlige. Alligevel holder man som læser ved og derfor holder man af Dimitris fuldstændig fucked-up familie.

“Altings bedrøvelighed” er et signalement af det anormale. Man kommer indenfor hos samfundets pinlige fyldebøtter. Det er ikke traditionel socialrealisme, og det bliver ikke udstillet “hvem det er synd for”. For det er også synd for de normale. Romanen kan således ses som en kritik, ikke bare af et konkret samfunds håndtering af sociale problemer, men også af en hel verdensorden og den traditionelle opfattelse af “det gode liv”. Jeg-fortælleren Dimitri kommer ikke som en sladrevoren unge og siger: “Se, hvor slemt jeg har haft det”. Han siger: “Sådan her kan man også have det.”