Gled tømmerflåden virkelig af sted på dette stof, der er så umådeligt brandfarligt? Var det et naturfænomen? Eller var det et led i tatarernes ødelæggelseskampagne? Ville de brænde Irkutsk af ved hjælp af midler, som var utænkelige blandt civiliserede nationer?”
“Kun en kurer kunne erstatte den afbrudte strøm. Men denne mand måtte have en vis tid til at tilbagelægge de 5.200 verst (5.523 km) fra Moskva til Irkutsk. Desuden måtte han udvise et næsten overmenneskeligt mod og stor skarpsindighed, hvis det skulle lykkes ham at slippe helskindet gennem rebellernes og invasionshærens rækker, men er man opvakt og har hjertet på rette sted, når man langt.
- Vil det mon lykkes mig at finde denne mand? spurgte zaren sig selv.” (side 28).
Det er i “Michel Strogoff” fra 1876 (“Zarens kurer”, 1877.), og selvfølgelig vil det lykkes, for den mand han har beskrevet, er jo lige præcis den slags helte Jules Vernes er leveringsdygtig i. Zaren har knapt nok tænkt tanken, før en general melder, at kureren venter i forgemakket.
“Et øjeblik efter trådte kureren Michael Strogoff ind i zarens arbejdsværelse. Michael Strogoff var høj, kraftig og bredskuldret. Hans ansigt havde den kaukasiske races karakteristiske og smukke træk. Denne kønne, stærke unge mand så ud til at kunne tage en hård tørn, og han stod så støt på sine ben, som om de havde slået rod, så det ville være vanskeligt at flytte ham mod hans vilje. Omkring den brede pande lå en tæt, kruset hårpragt, der stak udenfor, når han satte militærhjelmen på hovedet.” (side 29).
Vi er ikke i tvivl om, at her er en mand af en ganske særlig støbning. Og det er også nødvendigt for den mission, zaren sender ham ud på, er uhyre farefuld. Strogoff er oppe mod flere hundrede tusinde tatarer – et frygtet sibirisk folkeslag – og forræderen Ivan Ogareff. Hertil kommer den barske russiske natur. For eksempel er der bjørne i Uralbjergene, en af de første forhindringer på vejen. Heldigvis er Michael Strogov søn af en bjørnejæger. “Hans arm gjorde kun en eneste bevægelse nede fra og op efter, og det enorme dyr sank til jorden som en livløs masse med bugen sprættet op lige til halsen. Det var det berømte snit – mesterligt udført – som sibiriske jægere anvender for ikke at ødelægge bjørnens kostbare pels, som er mange penge værd.” (side 119).
Undervejs møder Strogoff den smukke og gode Nadja Feodor og en kærlighedshistorie, som ikke lader “Dr. Zhivago” meget tilbage, opstår. Den livlige franskmand og reserverede brite er repræsenteret ved de to konkurrerende reportere Alcide Jolivet og Harry Blount. Det er et humoristisk højdepunkt, da Blount begynder at diktere fra Første Mosebog til en telegrafist for at forhindre Jolivet i at komme til, alt imens kuglerne flyver om ørerne på dem, og franskmanden tripper for at få sin historie af sted. Det er fløjtende grumt, da Michael Strogoff falder i den onde Ogareffs hænder og får trukket en glødende sabel hen over øjnene. Det er pivende romantisk, da Nadja låner ham sin hånd og sine øjne under den sidste vandring mod Irkutsk. Og så er det selvfølgelig uhørt dramatisk, da reporteren Jolivet på vej ned ad floden Angara mod deres mål opdager, at overfladen er dækket af råpetroleum – som om nogen havde tænkt sig at sætte ild til den og dermed byen!