Kongemordet

I 2005 udgav Hanne-Vibeke Holst ”Kongemordet”, der er skrevet som en uafhængig efterfølger til ”Kronprinsessen”. Her har socialdemokratiet tabt regeringsmagten til de liberale og konservative, og en intern splittelse i partiet lurer. Den forhenværende finansminister Gert Jakobsen står i kulissen og venter på at få held til at gribe partiets formand Per Vittrup på det forkerte ben, så han kan fældes, og Gert Jakobsen selv kan sætte sig i den socialdemokratiske formandsstol.

Også på hjemmefronten har Gert Jakobsen en magtpolitisk dagsorden. Hans kone Linda fra Sydhavnen, der var Miss Danmark tilbage i 1970, får således ofte et par på skrinet, og efter 35 år i mandens vold er hun forvandlet til rødvinsalkoholiker med gule og blå plamager jævnt fordelt over kroppen. Gert Jakobsens sekretær, den 23-årige statsvidenskabsstuderende Yasemine, bliver ligeledes henvist til en underdanig position i form af chefens idelige tilnærmelser kombineret med familiens undertrykkelse. Familieundertrykkelsen af Yasemine og den pæredanske hjemmevold spejler hinanden vel – ikke mindst med den socialdemokratiske rænkemager i den dobbelte skurkerolle som bindeled.

25863747

”Kongemordet” er skrevet efter grundig research på Christiansborg, på kvindekrisecentre og på baggrund af interviews med kvinder fra hele verden, der enten havde den formelle magt, eller som havde erobret magten over deres eget liv. Holst fortæller om sine researchrejser: ”Jeg så, hvor kæmpestort et problem den fysiske undertrykkelse af kvinder er, herunder seksuel ydmygelse og afstraffelse. Jeg blev virkelig vred, og den vrede kunne jeg tage med mig hjem og få bekræftet. Det kunne jeg få hos Landsorganisationen af kvindekrisecentre.” (Carsten Andersen: ”Det er sgu aldrig sjovt at få brækket næsen”. Politiken, 2005-11-01).

Erfaringen benytter hun i ”Kongemordet” til en litterær undersøgelse af mænds forhold til magt og afmagt. Hun beretter, hvordan mænd med magtfulde jobs kan forvalte denne magt i privatlivet. Ligeledes fortæller hun om kvinders forhold til magtens mænd og om, hvordan det går kvinder, der forsøger at udøve såkaldt ‘kvindemagt’ og benytter sig af deres seksuelle magt til at få krammet på manden. Det går, som vi ser med Linda, ikke synderlig godt.