Undskyldningen

Citat
”Det er skidt at lyve. Løgnen har det med at vokse og forgifte alt. Men man skal heller ikke for enhver pris jagte sandheden. For hvad er sandt, når det kommer til stykket?”
”Undskyldningen”, s. 418.

I 2011 udgav Hanne-Vibeke Holst familiekrøniken ”Undskyldningen”, som igennem tre generationer følger familien Tholstrup. Under 2. Verdenskrig kommer vi tæt på præsten Thorvald, der bor i Vendsyssel med sin kone Gerda og deres tre børn, tvillingerne Leo og Leif samt lillesøster Karen. Ikke mindst Thorvald bliver involveret i modstandsarbejdet og må de sidste år af krigen gå under jorden. I 1950'erne og 60'erne er Leo den centrale figur – og centrum for et utroligt trekantsdrama, der involverer hans svenske hustru Ninni og broren Leif. Sidst, men ikke mindst, følger romanens tredje spor Leos datter Helena. Læseren møder Helena i september 2011, hvor hun som anerkendt operachef på Berliner Oper får overbragt en demokratipris og bliver udsat for et terrorangreb, der viser sig at være af mere privat karakter.

29027641

”Undskyldningen” er et familiedrama, der tematiserer fortielserne og deres konsekvenser. Løgnen bliver sneget ind i familien under krigen, hvor Thorvald har en affære med modstandskvinden Jette, og den vokser til uoverskuelige højder i de efterfølgende generationer – og med store personlige konsekvenser især på privatkontoen. Både Leo og Helena tackler de forkvaklede følelser ved at stikke næsen i karrieresporet. Som Helene konstaterer: ”Jeg er mig smerteligt bevidst, at min karriere ikke er andet end en omgang sublimering - en erstatning for det liv og den nærhed, jeg selv har afskåret mig fra.” (s. 353)

Først den tredje generation repræsenteret ved Sophie bliver i stand til at bryde familiens dårlige mønster og konfrontere løgnene, men der må drastiske midler i brug for at nå igennem morens panser!

Romanen bæres skiftevis af en jegfortæller og af en alvidende fortæller. I kapitlerne om Helena fungerer hun som jegfortælleren, mens de øvrige kapitler har en alvidende fortællerstemme, som bevæger sig ind og ud af personerne og skriver deres tanker og bevæggrunde frem. Da Helena i romanens slutning forsøger at stykke sin familiehistorie sammen, kan man tolke det som om, hun er den alvidende fortæller i romanens øvrige spor.