Hanne-Vibeke Holsts ”Min mosters migræne eller Hvordan jeg blev kvinde” fra 1999 er blevet kaldt 1990’ernes debatbog om feminisme. Det er en selvbiografisk fortælling, der tager udgangspunkt i egne erindringer og i samtaler med mormoren, der er fra 1905.
23092298
Holst tegner et andægtigt, kærligt portræt af sin mormor, der betegner barndommen og alderdommen som de bedste og mest frie tider og voksenlivet med bedstefaren som et fængsel.
Dernæst beretter Holst, hvordan 70’ernes kvindeoprør blev en kile, der kom imellem forældrene, så deres ægteskab gik i opløsning, og faderen endte alene med sin bitterhed. Det får nu ikke Holst til at tage afstand fra kvindeoprøret, tværtimod forsøger hun med debatbogen at få kvinderne til at stå bedre sammen i en kamp for magten ved at vise helt ned i de små detaljer, hvordan kønnene rangordnes.
Holst trækker tråde tilbage til feminister som Simone de Beauvoir og Virginia Woolf og fokuserer på vigtigheden af at kæmpe for at afskaffe kønsstereotyper. Blandt andet formulerer hun sin kritik som følger: ”Jeg mener, det er grundlæggende udemokratisk, at kvinder ikke er ligeligt repræsenteret i de etablerede magtfora, hvad enten det gælder politik, administration, økonomi eller forskning. For mig er det indlysende, at kvinder i samme omfang som mænd skal være erhvervsledere, hærførere, præsidenter. Derfor synes jeg, det er komplet uacceptabelt at køn skal være nogen hindring for udfoldelse, uanset tilbageholdenheden skyldes selvundertrykkelse, samfundsstrukturen eller en mere eller mindre uigennemsigtig favorisering af mandskønnet.” (”Min mosters migræne eller Hvordan jeg blev kvinde”, s. 374).