Disse øjeblikke

Citat
”Brevet er ikke fra redaktøren, men fra en hun ikke kender. Kort og venligt, men også ret forretningsmæssigt. Desværre er hendes redaktør syg på ubestemt tid, men de har alligevel besluttet at antage hendes roman.”
”Disse øjeblikke”, s. 169.

Herbjørg Wassmo udgav i 2013 bogen ”Disse Øyeblikke” (”Disse øjeblikke”, 2014), som skildrer en kvindes liv fra hun er helt ung til hun slår igennem som etableret forfatter. Der er tale om en kronologisk fremadskridende fortælling, som bl.a. indeholder tilbageblik på en barndom med overgreb, en ungdom, der bliver præget af en tidlig graviditet og de afkald på kunstnerdrømme, som det medfører, de første store oplevelser med litteraturen, et delvist mislykket ægteskab og hovedpersonens tiltagende forfatterambitioner. En vigtig tematik er en kvindes kamp for sit eget rum i tilværelsen og en eksistentiel længsel efter at blive sig selv: ”En dag, tænker hun, en dag vil jeg have et værelse, som er mit (…) Jeg vil kunne tænke tanker uden at blive afbrudt. Jeg vil kunne skrive dem ned. Både dag og nat” (s. 104). I hovedpersonens indre samtale med Simone de Beauvoir hedder det ligeledes: ”Du er dit største ansvar! Du må tage plads til dig selv, siger den barnløse forfatter fra Paris.” (s. 143).

51024788

Fortællingen berettes af en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, der også inddrager skildringen af drømme, indre selvbebrejdelser som gennemspilles og en rig forestillingsverden. Hovedpersonen omtales kun med et hun, og historien forankres heller ikke i bestemte navngivne steder. Stilistisk er bogen kendetegnet ved en blanding af realisme og lyriske passager. Det poetiske islæt er især tydeligt i de fragmenterede erindringer, hvor skildringen af flere sanseindtryk tilsammen danner erindringsbilledet. ”Der er dug i græsset op til huset. Hun går barfodet og kan mærke vand mellem tæerne. Hoveddøren jamrer. Trappen knirker. Så er de på værelset på første sal. Natten kommer ind gennem det åbne vindue, pludselig fuld af sollys.” (s. 8).

”Disse øjeblikke” er en dannelsesfortælling og kunstnerroman, men hovedpersonen minder i høj grad også om Wassmo selv, og bogen er da også en form for selvbiografi. ”Den ligner en roman, men er en biografi”, siger Wassmo selv og tilføjer, at hun mener, hun er den eneste, der har kunnet skrive en Herbjørg Wassmo-biografi, sådan som den skal skrives. (Anette Sjursen: Befrielsen fra fortielsen. Bokklubbens Magasin, 2013).
Bogens titel henviser til det tilbageblik på vigtige øjeblikke i et menneskeliv, som romanen er bygget op omkring.