Forud for skabelsen af romanen ”Hundre år”, der udkom i 2009 (”Hundrede år”, 2010), inviterede Wassmo sin families kvinder til rødvin og ost for at høre deres livshistorier. Mange af disse fortællinger indgår i romanen, som dog blander skildringen af virkelige, historiske begivenheder med fiktive elementer.
Beretningen tager sin begyndelse med et kapitel, der skildrer skammen og den store hemmelighed fra Wassmos egen barndom, hvor hendes far forgreb sig på hende. Herbjørg Wassmo har i flere interviews fortalt, at hun forud for sit arbejde med romanen glædede sig til at fortælle om sin oldemor og mormor men vidste, at det ville blive vanskeligt, når hun kom længere frem i familiehistorien: ”På grund af pigen Herbjørg, som måtte med i bogen, fordi jeg ikke kunne fortsætte den fortielse. Det gjorde mig fri at fortælle om hendes skæbne, omtrent som hvis hun havde været en litterær person”, forklarer Wassmo og fortsætter: ”Jeg kunne ikke have skrevet den roman for ti år siden, som jeg har skrevet nu. Jeg havde ikke den samme distance hverken til min egen smerte eller til familieskammen.” (Lotte Thorsen: Wassmo har aldrig tilgivet sin far. Politiken, 2010-05-08).
28204760
Efter romanens første kapitel går fortællingen tilbage til oldemoren Sara Susanne og bevæger sig herefter fremad i slægtens historie befolket af stærke kvindeskikkelser. ”I denne bog ledes der efter formødre og deres mænd.” (s. 14). Der er dog ikke tale om en kronologisk fortælling, da der bogen igennem springes mellem de forskellige kvinder. Romanen er fortalt med et selvbiografisk islæt og en alvidende jeg-fortæller, der kan springe i tid og træde tolkende til undervejs.
Genkomne tematikker i forfatterskabet, som også findes i denne bog, er de stærke kvinder, deres længsler og barnet, som bliver svigtet. Et vigtigt element af dette synes i denne roman også at være forfatterens forsøg på at komme overens med sin egen barndom: ”Det hjælper at se helheden i slægten. Andre ting end fortielse, skam og had. Det hjælper også at se menneskene, hvor de er i øjeblikket. Ikke sådan som de senere blev. Han var også barn engang.” (s. 14-15). Endelig sættes der i romanen spørgsmålstegn ved den opofrende moderrolle, som tilsidesætter alle sine egne behov. Det hedder f.eks. om oldemor Sara Susannes tanker, mens hun gravid med sit første af mange børn: ”Pludselig vidste hun, at det var vigtigt ikke at glemme sig selv” (s. 49). I skildringen af mormor Elida, der sender flere af sine børn i pleje, hedder det også med en typisk refleksion fra jeg-fortællerens side om betydningen af sine formødres erfaringer: ”Jeg tror, hun får mig til at forstå, at en higen efter frihed og kærlighed kan være stærkere end moderinstinktet.” (s. 68).