Genrer og tematikker

Christel Wiinblads værker, digt som prosa, bærer en særlig kulturel dna, som bliver mærkbar med den ekspressive og eksperimenterende modernisme, og som ud over litteraturen vokser videre i moderne billedkunst, ballet og scenedrama mm. Hun praktiserer en skrift, som stiller krav til læseren.

I antologien “Udveje – fra 90’erne” (2001) hæfter litteraten Marianne Stidsen sig ved et sammenhængsskabende perspektiv, en interesse for barndom, familie og parforhold og en bekymring over den virkelighed, vi deler med andre end familien, i Wiinblads generation af smalle forfattere. Og i sit portræt af samme generation, “Generationsmaskinen” fra 2004, lægger kritikeren Lars Bukdahl vægt på æstetisk specificitet og litterær individualitet. Han lytter efter sprogtone og teksthumør og noterer, at ‘charme’ er et af generationstrækkene.

Begges karakteristik af emnekredsen passer frem til år 2011 på Wiinblad. Men herefter flyttes fokus over på kærlighedsrelationen og de destruktive elementer, der ligger heri. Desuden er det sammenhængsskabende perspektiv i både “Prolog”, ”Ingen åbner” og ”De elskende” kastet op i luften og gennemhullet, inden det rammer jorden. Og så er der hoppet op og ned på det, på en måde så fortællingen er op til læseren at sammensætte ud fra stumperne.