I sin anden digtsamling “Min lillebror” udvikler Christel Wiinblad ‘forelskelsen’ i sin lillebror. I syv digte tæller hun ned til Jannick Wiinblads tredje selvmordsforsøg – et for hver den trettende i de foregående seks måneder.
Fra den 13. januar 2006 på en vinterkold Vesterbrogade hedder det “og lige før/ troede jeg, fodsporene,/ jeg her sopper og glider rundt i,/ var min lillebrors, men han er jo hjemme på Fyn,/ og han går heller aldrig med cowboystøvler, og lige nu/ er der præcis et halvt år til,/ at han bliver lagt/ i en seng med den hvide stues/ blide tryk omkring sig (…)”. (side 12).
På digterens seksogtyve års fødselsdag den 13. juni “kommer han igen til at drikke to en halv liter gin/ og vælte rundt mellem fremmede mennesker/ på fremmede gader, nærmest// hermetisk lukket, som han gjorde, da han sidste år i november/ var på besøg hos mig, og efter han (da festen sluttede)/ var blevet væk, løb jeg rundt i byen hele morgenen/ og samlede noget af ham sammen og op: Dér// jordbærhuen, dér en sko og dér en sok,/ en trøje, et halstørklæde, og endelig/ lå den beskidte blomstrede skoletaske foran mig/ på fortovet lænet op ad posthuset i Købmagergade/ med ham hægtet på, sovende, så jeg forsigtigt måtte slæbe ham hjem i seng (…)” (side 40).
50946088
De syv digte er omkranset af en indledning fra Jannick Wiinblads fødsel den 2. marts 1984 og en afrunding fra den 14. juli 2006, dagen efter det tredje selvmordsforsøg, den 13. juli 2006. Hun finder et fotografi på morens køkkengulv: “Først nu lægger jeg mærke til, at det allerede kan ses, fordi han også på det her foto har rynket sine bryn og klemt sine læber sammen i den ret usædvanlige grimasse, som jeg nu ved markerer, at han er urolig over noget, der aldrig bliver sagt, fordi han er helt alene om noget, der ikke kan siges. Først om tyve et halvt år (hvad der altså er i går), vil han komme i nærheden af at formulere det (…)” (side 48).
Med det konkrete forhold til en selvmordstruet lillebror som afsæt når Christel Wiinblad ind til kernen af nogle almenbegreber: “Det er hudløst “Ærligt”. “Sandt”. “Ægte”. Men på en helt anden måde end den giftige devaluering, der reducerer disse menneskelige grundbestanddele til underholdning. Ærlighed og sandhed er blevet til show, hvor man på tv-skærmen kan præstere og demonstrere sandheden om sig selv. Mellemmenneskelige relationer er blevet en valuta. (…) “Min lillebror” viser, hvad ordene dækker over, når de dækker over en virkelig sandhed”, bemærkede Kim Skotte i Politiken (Digte og musik: I hvert fald i det grønne. 2008-11-08) helt på linje med digterens intention.
Christel Wiinblad har formuleret det sådan her: “Det er mærkeligt, hvis den skrøbelighed, som jeg tør vise frem både i mig selv og i min lillebror, chokerer. For det chokerende er vel, at den kan få andre mennesker til at indse, at vi hele tiden har ansvaret for hinanden. Jeg synes, det havde været problematisk, hvis jeg havde vist min bror frem som underholdning. Se, hvor spændende. Se, denne katastrofe – er den ikke chokerende? Så vi alle kunne sidde og pege fingre ad det hæslige. I stedet vil jeg i øjenhøjde med de her grimme ting, som man normalt ikke taler om.” (Mads Fisker: Lillebror er den bedste i verden. Berlingske Tidende, 2008-11-24).