Alfred og gabestokken

Citat
”Det er mærkeligt, at ikke et eneste menneske kan mærke bare lidt af mine smerter. Måske er det derfor, at vi har så svært ved at være gode ved hinanden her i denne verden.”

”Alfred og gabestokken”, s. 26.

Det er galskaben og normalitetens intrigante forhold, som Jesper Wung-Sung kredser om i ”Alfred og gabestokken” fra 2018, som blev belønnet med Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger i 2019.

Historien er henlagt til eventyrets ubestemte og tidsløse geografi på et torv i et kongerige, hvor Alfred står i gabestokken.

Også Alfred selv er en tidsløs figur. Han har stået i gabestokken under 40 forskellige konger, en uforandret, evigt ung og fastlåst figur, der bestandigt sviner alle til og nedrakker den orden og magt, som rigets kongeinstitution repræsenterer. Han lever af den rådne frugt, som kastes efter ham og af de fluer, han kan fange med sine øjenlåg. Han repræsenterer psykologisk set en hæmmet person, der er gået i stå i sin udvikling, og samtidig en samfundsnedbrydende og anarkistisk udfordring af det normale.

54071183

Men som bogen udfolder sig, synes nye vinde alligevel at blæse over torvet og bogens hovedkarakter. Den nye konge virker som en ung mand, der på en ny måde kæmper med sin kongerolle. Måske er det som menneske lige så besværligt at være underkastet kongerollen, som det er at være den evige, gale stemme på torvet. Desuden udviser tjenestepigen Rebekka en ukuelig interesse for Alfred. Hun ser bag om Alfreds tosserier – hun ser tilsyneladende med sit hjerte.

Både galskaben og normaliteten kan forløses i kærligheden og det menneskelige. Bogens afslutning bliver en bekræftelse af dette. Alfred forandres og modnes i mødet med Rebekka, og med den nye konge accepteres han også i stigende grad, for slutteligt at blive benådet og sat fri til et liv sammen med Rebekka. Bogens udsagn bliver således, at både normaliteten og galskaben kan og skal blive klogere af mødet med hinanden for at opnå den rummelighed, det kræver at komme overens med sig selv som menneske.