At gøre sig fri af fortidens lænker

Juli Zeh har også udmærket sig ved at være en glimrende essayist. Hun har skrevet klummer og længere kommentarer i diverse dagblade. Og nogen af dem udgav hun i essaysamlingen “Alles auf dem Rasen” fra 2006. De er ikke oversat til dansk, men kan man læse tysk, er de bestemt værd at læse. Karakteristisk for denne del af hendes forfatterskab er perspektivet. Det er ikke særligt tysk – hvilket adskiller hende væsentligt i forhold til tidligere generationer af tyske forfattere – og såmænd også en del af hendes samtidige.

Hendes generation af forfattere skal ikke kæmpe for national anerkendelse og bærer ikke rundt på en skyldfølelse i forholdt til Anden Verdenskrig. De har ikke måttet kæmpe for demokrati og mod historien. De har ikke måttet kæmpe mod stærke autoriteter og mod fordomme uden for Tyskland. De kampe er kæmpet af tidligere generationer. I stedet betragter de Europa som deres sted. Europa og EU er ikke en moralsk kamp om internationalisering af det tyske samfund. Det er en realitet, en virkelighed, som man kan arbejde videre med.

“Min generation er langt mindre ideologisk præget end min forældres. Det gælder i alle henseender – også for Europa. Vi er pragmatikere. Den europæiske ide – altså ønsket om et politisk, økonomisk og samfundsmæssigt fællesskab i Europa – er noget, som vi tager for givet; denne idé bliver der dårligt nok sat spørgsmålstegn ved. Vi kræver ikke moralske fællesskaber – som Günter Grass – vi har dem bare. Det får mange til at mene, at min generation lider af politiker- eller Europa-lede. Men det passer ikke. Vi er blot i mange sfærer begyndt at leve det, som for tre eller fire årtier siden højlydt blev krævet. Vi prøver at leve med frigørelse uden at være feminister; vi lever med et genforenet Europa, mens generationen før os kæmpede for denne genforening; vi lever med et fungerende EU uden hele tiden at kræve og ville noget med det.” (Lotte Folke Kaarsholm: “Vi er det, de ønskede”. Interview i Dagbladet Information, 2007-02-27).

En væsentlig del af Juli Zehs samfundskritik går på, at demokratiet måske har udspillet sin rolle, at “demokratiet er den dårligste af alle styreformer, hvis man ser bort fra alle de andre”. Forestillingen i de vestlige demokratier om at vi hele tiden skal udvikle os – personligt og samfundsmæssigt – burde revideres. For i vores konstante bestræbelser på at “udvikle os” er vi i fare for at miste det, vi allerede har opnået.