De gennemgående motiver i Juli Zehs forfatterskab er ikke så svære at få øje på. Den centrale figur er den overbegavede outsider, der kompenserer for sin outsiderrolle ved at placere sig selv i en overlegen rolle i forhold til omverdenen. Den er en form for genoplivning af en nihilistiske position, hvor egen følelse af meningsløshed motiverer til overgreb på verden, ud fra devisen: jeg er i stand til at sætte mig ud over den gældende moral, og derfor gør jeg det. Det foreligger ingen begrundelse. I “Legesyge” skriver hun: “Ved de, hvad vi vil? Vi vil ikke have noget fællesskab. Vi vil have fred. Kald De det bare isoleret. Sig bare, at vi er os selv nok. Vi er trætte af de banale og smålige begrænsninger, der under strafansvar tvinger os til at køre med lys på cyklen, vente med at ryge, til vi fylder seksten, og give to euro i timen for at få lov til at stille vores biler i små bokse, som en eller anden har gået omhyggeligt og mageligt og malet på jorden, mens der få timer herfra er hele verdener, der brænder op, udtørres, oversvømmes, eksploderer, forbløder. Vi hører ikke længere hjemme i den her stat, vi er ilet i forvejen for systemet, blev skubbet ud over linjen af tidligere generationers tanker og ønsker og står udenfor, hovedrystende, som det sker for en generation med et par årtiers mellemrum.” (side 527).
Juli Zehs forfatterskab kredser om modsætningen mellem orden og kaos. Hun stiller læseren spørgsmålet om, hvordan vi opbygger en form for moral, når gamle værdier og traditioner går i opløsning. I de store romaner beskæftiger hun sig med, hvad der sker når tidligere tiders fællesskabsformer som familie og nationalstat langsomt opløses i en stadig hastigere udvikling mod individualisering og globalisering.
Ved at lade traditionelle moralske spørgsmål udspille sig konkret mellem nutidige mennesker, som i “Ørn og engel” og “Legesyge” bliver de ellers teoretiske diskussioner levende for læseren. Hun plæderer ikke for en tilbagevenden til gamle værdier og kan altså ikke siges at være konservativ, men diskuterer mulighederne for nye fællesskabsformer i en verden, der lader meget tilbage at ønske. Og hele tiden finder man da også hos de ofte trøstesløse skæbner små sprækker af håb, varme og kærlighed, der ikke kun er tilbageskuende, men peger ind i en fjern, men lovende fremtid.