Det er ikke sådan lige at finde andre forfatterskaber at sammenligne med, når man læser sig igennem Juli Zehs prosa. Dels er hun en unik stilist, der blander sproglig præcision med stor billedrigdom, dels bevæger hun sig inden for en erfaringsverden, der synes ny i litterær sammenhæng. Outsider-temaet finder man naturligvis mange andre steder – også i den tyske litteratur. For selv om Zeh hævder, at hun og andre i hendes egen generation ikke har brug for Günter Grass som en moralsk stemme, så har hun brug for fortidens kæmper som stilistiske pionerer. Ligesom Oscar i Grass’ “Bliktrommen”, er Zehs figurer outsidere, der både vækker sympati og frastøder læseren.
Men i modsætning til Grass og Heinrich Böll og hvad den tyske litteraturs efterkrigstidskoryfæer ellers måtte hedde, spiller den specifikt tyske historie ingen rolle i Zehs forfatterskab. Hun er allerede del af en europæiske virkelighed, hvor det europæiske fællesskab, 11. september og en udfordring af demokratiet er langt mere vedkommende temaer, end omgangen med den tyske historie. Hun er langt mere i familie med eksempelvis den franske forfatter Michel Houellebecq, hvis kyniske verdenshad ganske vist er noget mere radikalt, men ikke desto mindre beslægtet.
Men i modsætning til sortseende nihilister som Houellebecq besidder Zehs personer en vis opbyggelighed. De svinder ikke kun hen i apati og kynisme, men laver også små sprækker ind til en verden, hvor menneskeligheden og moralen har en chance. Andre elementer i Zehs bøger peger på så forskellige forbilleder som Sylvia Plath – den overbegavede og selvdestruktive digter, der begik selvmord i en ung alder og avancerede til myte og idol, men også på filminstruktøren Quentine Tarantino, der i en ganske vist noget mere hårdkogt form lader sine actionhelte diskutere filosofiske spørgsmål, mens verden falder sammen omkring dem.