Frivers fra Howitzvej

Citat
”nu er der kun en time/ til du kommer hjem fra arbejde/ og solen brager frem/ gennem frosten derude/ i den slukkede skærm/ kan jeg se/ at den rammer mit ansigt/ og også i køkkenet/ holder man vejret:/ Tekanden står bomstille/ guldbrillen ligger og slår ud med armen/ opvaskebørsten stikker akkurat/ sit hoved op fra vasken/ og på bordet i en hårelastik fremhæver lyset/ et par af dine stolt buede hår”
”Frivers fra Howitzvej”, s. 16.

Som titlen angiver, er Nikolaj Zeuthens digtsamling ”Frivers fra Howitzvej” fra 2012 et geografisk forankret værk, der kredser om livet på Frederiksberg, med små børn og parforhold; lige nu, i dag, i går og i morgen.

Forrest i bogen står, at den er tilegnet Peter Bo Andersen 1978-2009. En tilegnelse behøver naturligvis ikke have noget at gøre med det efterfølgende indhold – men i dette tilfælde slår den et tema an i den følgende tekst, nemlig døden. Som i forbindelse med de mere velkendte, store Zeuthen-temaer: Familieliv, parforhold, grundangst, forbrug, tager han også døden under behandling gennem et dagligdags og uprætentiøst sprog: ”Og hvad var det ellers jeg ville sige/ til dig min gamle ven, dernede i graven, jo:/ Lise har fået et nyt tic/ hele tiden skal hun væde fingerspidserne/ og køre dem ned over næsen/ og Maria har jo sin kremten og sit host/ ….vi er her stadig/ og savner dig” (s. 10-11). Så døden, det store, store tema, flettes ind i beretningen om det, i bedste forstand, banale liv – som en fin tråd, en skygge i det sproglige billede, diskret men definerende.

29236550

Blandt digtene er også mere surrealistiske passager, hvor hverdagslige objekter som ”skål med vand” eller ”stearin” blæses et uventet sted hen: ”jeg ligger på ryggen/ nede i skålen med vand/ og ser op på stearinen/ det er det jeg kan her/ hvor der ikke skabes verdner” (s. 14). Passager som denne skaber vekselvirkningen mellem den indre og den ydre verden og giver en genkendelig fornemmelse af, hvordan jeg’et, med alle sine fluktuerende påvirkninger og variable kontekster, er en bøjelig størrelse, der definerer vores forbindelse til verden, både når den er klar, konkret og forståelig og når den er svimlende og famlende.

”Frivers fra Howitzvej” er ‘let’ at læse, men på ingen måde letbenet. Digtene former sig i uregelmæssige strofer, der sine steder virker logisk tekstbårne, andre steder giver stof til formmæssig undren. Kapitæler bruges kun ved egennavne, hvilket bidrager til en strømmende fornemmelse, trods de kantede strofer. Fortællertypen er skiftevis 1. og 3. person. Form og indhold spejler sig fint i hinanden og samler bogen til en maggiterning af levet liv og spekulationer at bringe med sig efter endt læsning.