Jysk Fitness

Citat
“Vi bilder os ind, at vi lever i Kolding, at vi har job, at livet er gennemskueligt, og at der findes morgenaviser og aftensmad og kærester. Og imens lader vi som ingenting, og når familiehemmeligheden poser ud, trykker vi den på plads med en finger, og holder øje med, om den skulle bule ud et andet sted.”
“Jysk fitness”, s. 175.

Den nogle-og-tredive-årige Kenneth Kirkholt flytter efter endt cand.merc.-eksamen fra København til en by i nærheden af Kolding, hvor han har fået arbejde i den lokale fitness-kæde, og således er scenen sat i Robert Zola Christensens ”Jysk Fitness” fra 2004. Kenneths eksamensresultater giver ham ikke de helt store muligheder for selv at vælge sin arbejdsplads, og samtidig bidrager det mildest talt anstrengte forhold til en dominerende kæreste i København til motivationen for Kenneths jyske eksil. Men integrationen foregår ikke smertefrit, og den menneskesky, tilbageholdne og i fitness-henseende ret uduelige ny økonomiansvarlige fra København bliver ikke taget vel imod af de lokale. Der er dog en undtagelse, fitness-instruktøren Liselotte, der allerede på første date introducerer Kenneth for sin søn, hvilket bliver begyndelsen på Kenneths indrullering i de komplekse, nærmest labyrintagtige, jyske familierelationer. Billedet af Jylland som et sted, hvor alle er i familie med hinanden, og grisene lever under bedre forhold end menneskene, danner den barokke baggrund for romanens kriminalintrige.

25439554

En tidlig aften forsvinder Kenneths ærkefjende, Liselottes fætter Uffe fra fitness-centret, hvor Kenneth har vagt. Kenneth har ikke slået ham ihjel, men har uheldigvis lukket Uffe inde i en sauna, uden at vide, at han i forvejen var død. At gå til politiet er derfor udelukket, og Kenneth må af indirekte vej søge at vise sin uskyld. Spørgsmålene står i kø: Hvor er Uffes lig, som Kenneth så, inden han i panik forlod åstedet? Hvem har haft motivet til at tage ham af dage, og kan svarene have noget at gøre med de lyssky forretninger, som Uffe gjorde i ledtog med sin bror Bent? Hvis blot det var så vel, fristes man næsten til at sige, for langsomt går det op for Kenneth, at de mærkelige jyske familierelationer har en direkte betydning for sagen. Det gælder i særdeleshed Kenneths spirende kærlighedsforhold til Liselotte samt relationen til hendes søn.

Intet er, hvad det ser ud til ved første øjekast i det halvkedelige Jylland, og Liselotte udgør et samlingspunkt i de mange dobbeltbundne hemmeligheder, Kenneth konfronteres med undervejs mod løsningen af mordgåden. Samtidig handler romanen i lige så høj grad om Kenneths forsøg på at løse nogle af de knuder, der har domineret hans eget liv og bestemt hans forhold til sin forslåede moder og fordrukne fader – og nu til Liselotte.