Den sorte bog (B-sider)

Citat
”Så derfor tilspørger jeg dig
tilsøler dig:
Om du var turist i slummen i går?
Om du havde det luksus og apokalyptisk?
Apolitisk så du dig vel om mellem lig og løgn?
Og så gik du hjem og onanerede til undergangen.
Så gik du hjem og skrabede sekret og
bladguld af oplevelsens gru
og hængte det om halsen som en bloddryppende
diamant man kan skrive et digt om.”


”Den sorte bog (B-sider)”, s. 14-15.

I 2019 udgav Lone Aburas sin første digtsamling, ”Den sorte bog (B-sider)”, som består af to dele: I første del ”Sådan taler det europæiske menneske” taler et jeg vredt om ghettoplaner, statsracisme, demokrati og udrejsecentre. I anden del ”Baba” blander jegets far baba sig med erindringer fra sin opvækst i Cairo og sit liv i Danmark; det tabte land og det han har taget med sig.

Sproget er ligefremt, vredt og funderet i en politisk virkelighed anno 2019. Der nævnes konkrete steder (Mjølnerparken, Douma, Mosul, Taiz, Ghouta), konkrete politiske tiltag (udrejseø Lindholm) og geopolitiske udfordringer centreret om Trump, Assad, Netanyahu, og der er referencer til forfattere som Omar Khayyam, Klaus Høeck, Michael Strunge og Ola Julén. Sympatien er med forfulgte og krigsramte folk – både med dem, der er ofre for sarin og klorgas i Syrien og dem, der må leve med politikeres udenforstående kendskab til ghettoen, hvor man kommer på besøg og går hjem og skriver et digt om det bagefter.

47213754

Undervejs er der en selvrefleksiv italesættelse af at være (privilegeret) forfatter, der skriver digte om de forfulgte og de dømte (som også i Aburas’ ”Det er et jeg der taler (regnskabets time)” fra 2017). Selvom jeget er rasende og vredt, angiver det ikke en revolutionær vej mod det retfærdige samfund, men angriber i stedet harmdirrende de folkevalgte, der ikke forvalter deres magt på en humanitær måde – eksemplificeret ved det absurde i at ønske sig fire måneder i Sdr. Omme Fængsel for at slippe for den nedværdigende og usle hverdag på udrejsecenter Kærshovedgård.

”Den sorte bog (B-sider)” udspringer af en bestemt tid, men rækker også tilbage til tidligere revolutioner og historiens vidnesbyrd om folk, flygtninge og magthavere. Og med baba fæstnes fortællingen i en familiesaga, der for forfatterskabets vedkommende begyndte i ”Føtexsøen” (2009), hvor en lignende faderfigur optrådte i rollen som præmieperker med egen pølsevogn. Digtsamlingen rejser spørgsmålet, om man overhovedet kan tage ”ghettostemmen” på sig og tale nogle andres sag? Om man kun kan være en hykler? Eller om det i virkeligheden altid er det, en forfatter gør – tager den andens stemme på sig.