En tekst skal der til, hvis der skal være noget at illustrere, og i perioder, hvor der ikke har ligget tekster på tegnebordet og ventet, har Birde Poulsen selv kastet sig ud i skriveriet. Det er blevet til en række bøger for de yngste i hvad hun selv karakteriserer som "én-linje-på-hvert-opslag-stilen": Hvem er det der gemmer sig?(1994), Tøjet på - ud at gå(1995), Lille Krokodille på kælketur og Lille Krokodille i det store hav (begge 1997).
Birde Poulsens hidtil mest ambitiøse forsøg som forfatter er Den lille måge og skyggen (1996), hvor hun fik assistance til teksten af illustrator- og forfatterkollegaen Mats Letén. Det blev til historien om den lille måge der spørger sig selv hvad skyggen i grunden er lavet af. Sælen, havtasken, odderen, tudsen og koen giver hver deres svar, alt efter hvad der har betydning i deres eget liv: sten, vand, luft, mudder og græs. Først da natten falder på, indser den lille filosofisk anlagte måge at skyggen slet og ret er et stykke af natten, en opdagelse der fylder den med glæde.
Birde Poulsens egne tekster har givet anledning til at tegne alle de dyrebilleder man kan ønske sig (plus nogle tøjdyr). Samspillet mellem tekst og billeder er i disse bøger harmonisk og uden de helt store overraskelser. Langt større var udfordringen da hun i 1998 illustrerede Carl Diebolts mere end hundrede år gamle sang om Kejseren af Kinesiens land . For det første er hovedpersonerne i denne bog mennesker, selvom illustratoren skyndte sig at indføre både drager, pandaer og mus ved kejserhoffet. For det andet er teksten flere steder så abstrakt at illustratoren har haft fuldstændig frit slag til at finde på den konkrete handling i billederne.
Kejseren af Kinesiens land
er en umådelig mægtig mand;
han kan gøre alt, hvad han vil,
for der er ingen rigsdag til,
der ej heller grundlovsfester,
dagblade eller lollandske præster,
men han blev dog narret en gang,
og just derom lyder min sang.
Sådan lyder første strofe, og hvordan illustrerer man den? Birde Poulsen valgte at lave en stor tegning af kejseren i værdig ro, suppleret med fire små billeder hvor han drikker, bokser og svinger sig i trapez. Og uden for billedet står en venligt smilende drage der indrammer teksten med sin hale. Tegningerne, som er i varme, mættede farver, fortæller deres egen historie om Kina og kejseren. De udvider teksten uden at modsige den.
En særlig rolle spiller de mus der bogen igennem arbejder sig af sted langs den skønne prinsesses fletning med et målebånd for at kontrollere om den virkelig er halv-elvte alen lang, som teksten siger. Fletningen løber som et bånd langs sidernes underkant, i ømme stunder krøller den sig i hjerteform, og når kejseren raser, skælver den. Da forfatteren på bogens sidste opslag binder sløjfe på historien, afsluttes fletningen ligeledes med en lille, rød sløjfe.
Også i Johannes Møllehaves tekst til Den nøgne zebra (1999) har Birde Poulsen prøvet at udfylde nogle af de huller som teksten efterlader, men her trækker hun til en vis grad i den modsatte retning af forfatteren. Zebraen har tabt sine sorte striber og begiver sig ud for at lede efter dem. Den bliver hånet af de andre dyr og føler sig alene, indtil den møder en anden zebra som har mistet sine hvide striber, og så går det som det må gå: Fordi de begge var lidt til en side, så elskede netop den sorte den hvide - og kærligheden er gengældt. De to elsker hinanden gennem mange dage og nætter skildret i billedfelter hvor månen når at skifte fra halv til fuld, og det resulterer i de dejligste zebrastribede unger.
Alt er harmoni, men læseren sidder tilbage med et ubesvaret spørgsmål: Hvad var det med den abe som vi så stjæle zebraens striber på bogens første sider? Spørgsmålet om hvordan zebraen mistede sine striber, spiller ingen rolle i Møllehaves historie, og her lokker illustratoren for en gangs skyld læseren på afveje ved at indlede billedsiden med en bihistorie der antyder, at aben vil blive en vigtig figur i bogen.