Birde Poulsens samarbejde med Sally Altschuler begyndte i 1998 med Evelyn med de smukke øjne og er siden fortsat i foreløbig tre bøger om Tudse og Spidsmus (med yderligere to på vej). Med den dorske Tudse og den spilvågne, utålmodige Spidsmus som de centrale figurer behandler bøgerne filosofiske spørgsmål i småbørnshøjde.
Da Tudse blev træt (2000) fortæller om døden, eller mere præcist om frygten for den. Den skildres bl.a. i et opslag, hvor sneen ligger frysende blåtonet over den hule hvor Tudse er gået i dvale. Spidsmus, der tror at hans ven er død, siksakker formålsløst rundt i kulden, og i fire indsatte billedfelter ser vi Spidsmus tættere på, sulten, frysende og ensom, så det må gribe enhver om hjertet. Dette trøstesløse vinterbillede modsvares nøje og raffineret af bogens sidste opslag, et frodigt forårsbillede tegnet fra præcis samme vinkel. I stedet for de fire små billeder er der imidlertid her indsat et enkelt gyldent billedfelt med en smilende Tudse som lige er vågnet op af dvalen, og en lykkeligt dansende Spidsmus.
I Venner ved verdens ende (2001) begiver de to sig på vandring for at finde ud af, hvor stor verden egentlig er. En tur der for Spidsmus bliver fyldt med drama og oplevelser, mens Tudse bare får endnu mere at spekulere over - for hvad er der på den anden side af verdens ende?
23614324
Der er noget i vejen, Tudse (2001) drejer sig ligesom den første bog i serien om døden, denne gang i skikkelse af et dødt pindsvin som de to venner finder på vejen. Her arbejder tekst og illustrationer fornemt sammen om kun gradvis at afsløre den barske sandhed. Der ligger noget på vejen, men hvad? Teksten fortæller det ikke, og billederne viser bare noget spidst og brunt.
På næste opslag går den iltre Spidsmus til angreb på det uforklarlige som ligger dér og spærrer, og han stikker sig - stadig uden at noget vises i sin helhed eller forklares.
På det tredje opslag i sekvensen opdager de en pote og kan regne ud at det må være et dyr. Derefter bider Spidsmus i poten for at få dyret til at flytte sig. På det følgende opslag undrer de to sig over at intet sker. Dernæst bliver de - og læseren - klar over at det er et pindsvin. Det ligger helt stille, og man kan se, at det vistnok er dødt. Men først på det syvende opslag efter, at de først stødte på pindsvinet, bliver det sagt , at det er dødt. Den trinvise afdækning af sandheden giver både plads til humor og tid til eftertanke. Langsomt bygges der op til spørgsmålet: Kan man bare sådan dø af sig selv? I erkendelse af at svaret er ja, mødes Tudse og Spidsmus på bogens sidste billede i en omfavnelse.