Hindre

Citat
”den grå væg ved brystet/ selv ude af sig selv/ flængerne/ inde i hovedet/ en afstand kan vende mig om”.

”Hindre”, s. 20.

Morten Chemnitz’ tredje digtsamling, ”Hindre”, er fra 2019. Samlingen indeholder 45 korte, koncentrerede digte på mellem en og syv linjer. Alle teksterne kredser om et jeg, et rum og et sprog, som synes at være opbrudt i enkeltdele og faldet fra hinanden. Under seks afsnitsunderskrifter med titler som ”Det eneste ved hånden”, ”Væggenes modstand” og ”Hjertet har ikke noget” præsenteres en krop, der består af fragmenter som hænder, hjerte, øjenlåg, kæber og håndled. På samme måde findes dette jeg i et værelse fremstillet i brudstykker: gulv og gardin, væg, bord, lagen og vinduesrude.

47273587

Sproget er ligeledes elementer som stavelser, billeder, led og afstand. Isoleringen af enkeltdele kommer også til udtryk rent grafisk, da der flere steder optræder mellemrum midt i et vers. Forhindringer og afstand er da også et gennemgående motiv i digtsamlingen. Som når der beskrives ”en smerte   der ikke tilhører mig selv” (s. 62) og ”hjertet   uden for mig” (s. 66). Det samme er en sammenskrivning af de tre elementer krop, rum og sprog, således at det for eksempel både synes at være fysiologiske led og sætningsled, der er ødelagt, når ”hvert led har flænger” (s. 8). På samme måde afgrænser en linje en rygvendt krop, men definerer også kanten af et bord og indgår som et element i et digt.

Det er kendetegnende for digtene i Morten Chemnitz’ bog, at der konstant foregår en glidende bevægelse mellem værelset, jeget og sproget. Disse forskydninger hænger sammen med det, der indholdsmæssigt er på færde. Smerte er et af de tilbagevendende ord i bogen, og der synes da også at være tale om et jeg i smerter, som skiftevis vågner op og døser hen – og i korte sekvenser opfanger enkeltdele af værelset og sin krop.

Sproget skildrer kroppens sansninger og bevidsthedens glidning fra en tanke til en anden. Jeget bevæger sig ind og ud af bevidstheden fra sin sygeseng – fra oplevelsen af sit eget øjenlåg til et blafrende gardin, fra håb til en følelse af at være på afstand af sin egen krop, fra brudstykker af en samtale til lagnets folder.