I 2017 udgav Lars Saabye Christensen første bind i sin stort anlagte Oslo-trilogi, ”Byens spor 1 – Ewald og Maj” (”Byens spor 1 - Ewald og Maj”, 2018). I en kort prolog, der tidsmæssigt ligger nogle år efter den primære handling, zoomer den alvidende fortæller ind på området Fagerborg i efterkrigstidens Oslo. I en etageejendom bor Maj, Ewald og deres søn Jesper på første sal, mens enkefru Margrethe Vik bor på anden. Jesper er en følsom og samtidig hårdfør dreng, der leger med slagter Melsoms tunghøre søn Jostein.
Maj bliver kasserer i den lokale afdeling af Røde Kors, og hvert kapitel afsluttes med et referat fra et Røde Kors-møde. Ewald er rentegner på en tegnestue, og det er mere reglen end undtagelsen, at hans arbejdsdage slutter på cafe Bristol sammen med kollegerne. På Bristol sidder den italienske pianist Enzo og spiller musik, som ingen hører, indtil han en dag bliver sparet væk og i stedet bliver klaverlærer for Jesper.
54052391
Karaktererne væver sig ind og ud mellem hinanden, som romanens synsvinkel næsten umærkeligt skifter mellem dem. Det er efterkrigstid, og livet skal finde sin farve igen, lige som personerne skal have sul på kroppen igen. Sulet rasler dog af Ewald, der får en diagnose, som han holder hemmelig for familien.
Som en renhjertet kærlighedserklæring til Oslo lader Saabye Christensen sin hjemby være ramme for hverdagens helt almindelige store og små dramaer: Hver gade har sit eget særpræg ved forskellige årstider, nogle kirkegårde er stejlere end andre, og den dag, rådhusklokkerne monteres i det nye rådhus, går over i historien. Og ikke mindst er romanen en hyldest til kvinderne, der aldrig holder fri, men altid står klar med en smurt mad eller en kop opvarmet kaffe. 1950’erne skildres som en tid, hvor tunghøre børn kom på åndssvagekoloni, og hvor nye landvindinger som køleskab og telefon indtog hjemmene, lige som Røde Kors-damerne lægger an til velfærdsstaten med engagement i vuggestuer, hjælp til tyskerbørn mm. Frivilligheden er solidarisk, og det ulønnede, usynlige arbejde gør den største forskel.
Den musikalitet, som Jesper har og oplever verden igennem, spejler sig i fortællerens flydende prosa, der fintfølende registrerer nuanceforskelle i lys, skygge, toneleje, lyde, kulde og varme. Barnets perspektiv er hos intuitive og klartseende Jesper, der ser verden mere præcist end mange af de voksne.