Byens spor 3

Citat
”Og dette bekræftede i al beskedenhed mit valg, hvad angår slutningen på Byens spor, der også er min afsked som forfatter: Jeg skulle være til stede, ikke som en alvidende fortæller, skjult bag handlingens arkitektur, men i et nærvær, som min tanke er i stand til at bære.”

”Byens spor 3”, s. 80.

Tredje bind i Lars Saabye Christensens Oslo-trilogi, ”Byens spor 3 - Skyggeboken” fra 2019 (”Byens spor 3 - Skyggebogen”, 2019) åbner på Bygdøy, hvor drengene Kim, Gunnar, Sebastian og Ola er cyklet ud for at smide bilmærker i fjorden en forårsdag i 1965. Det er holdet fra romanen ”Beatles” (1984), og der er således lagt op til en melankolsk sløjfe om forfatterskabet.

Næste kapitel foregår i 1968. Jesper har været forsvundet i 11 år, Stine læser medicin på Universitetet, Maj arbejder deltid på Dek-Rek og Jostein er blevet holden chokoladeforhandler. Ungdomsoprøret banker på og får for en stund Stine til at blive flyttemand i sympati med arbejderklassen, og hun møder Are og Robert, der mere eller mindre halvhjertet udlever den røde revolution. Aktiviteterne i og støtten til Røde Kors er dalende, efterhånden som middelklassens velstand bliver stabil, som fortælleren konstaterer: ”Når man har penge nok, er der altid noget at bruge pengene på.” (s. 76).

47111536

En dag kommer det Jespers nærmeste for øre, at han er indlagt på Gaustad Sykehus. Efter at have taget piller på det hotel ved Comosøen, hvor han har spillet klaver, er han ikke længere sig selv, og ingen ved, om han nogensinde bliver det. Hans lidt fraværende tilbagevenden samler tropperne og trådene og sågar forfatterskabet, da karakteren Kim Karlsen fra Beatles-trilogien også bliver indlagt.

Romanen fortsætter stilen fra de forrige bind, men på side 60 bryder forfatteren ind med sin egen sygdomshistorie med knoglemarvskræft og stiller sig ”mellem læseren og romanens sande væsen” (s. 76). Han vil ”være til stede i min sidste roman” (s. 76), og dette måske sidste værk skrives i kapløb med tiden samtidig med, at det er anledning til at se tilbage på det enorme forfatterskab. I de nutidige passager kobler fortælleren smidigt den skrivende stund sammen med den fortalte tid, og på den måde eksisterer begge tider samtidig og kaster lyser over hinanden.

Sorg, svigt og voldtægt er påtrængende hos karaktererne, EF-valg i 1972 fylder i samfundet, kræftdiagnosen fylder for fortælleren. 1970’erne ses i lyset af vores tid, hvor terrorsikring forklædt som blomsterkummer konstant minder os om vores egen frygt. Kan man overhovedet forsvare moralsk at skrive romaner i vores tid? Svaret må være ja.