Katrine Grünfelds femte roman ”Værelse samlet af kvinder” fra 2021 er som hendes foregående romaner ordknap og formmæssigt stram og har en kvindelig hovedperson. Som i ”Stormskader” er fortælleren navnløs, og veninden M spiller også i denne fortælling en vigtig rolle.
38653822
Fortælleren er i krise efter en skilsmisse og flytter en overgang ind hos veninden M, der også er nyskilt. Smøger, druk og sex bliver sten på vejen til at genfinde fodfæste. Fortælleren flytter efter et stykke tid hos M i en lejlighed for sig selv, og sammen med sin mor, veninden M og datteren samler de hendes nye møbler fra IKEA, deraf titlen. Men i modsætning til kvinden i ”Stormskader” bryder hun ikke helt sammen, selvom både eksmanden og teenagebørnene er vrede, økonomien er stram og kroppen ikke længere er ung. Hun bæres af kvinderne omkring sig og begynder langsomt at nyde sin frihed. At kvindefællesskaber er en redningsplanke understreges til slut i romanen, hvor fortælleren får forpurret sin plan om at rejse ud alene for at tænke sig om: ”Jeg skulle jo tænke ... Ja, men nu skal du have det skægt i stedet for!” (s. 280).
Romanen veksler mellem den kvindelige hovedpersons indre monologer og hendes dialoger med børnene, veninden M, hendes mor, naboen og manden. Tonen er både vred og bidende, indfølende og humoristisk og til tider lidt indforstået.
Grünfeld er på tematisk hjemmebane i sin dissekering af det moderne ægteskab og den moderne kvinderolle. Romanen viser os, at kvinder er mennesker, ikke bare mødre og hustruer, eller som det hedder i romanen: ”Nu er kroppen flere aldre, uden ham, uden børnene, uden M (...)” (s. 136), og netop det at bære sine aldre i sig får en til at tænke på Tove Ditlevsen, hvor flere digte kredser om altid at have sin barndom med sig.
”Værelse samlet af kvinder” er en fragmenteret fortælling om kvinders frihed, og med sin vrede midaldrende kvinde beskriver romanen en ellers ret underbeskrevet figur i litteraturhistorien.