Forsøg over trætheden

Citat
”Det var altid et forskrækkelsens øjeblik, somme tider endda et forfærdelsens, ligesom ved et styrt: ”Holdt! Stop! Nej!” Men intet hjalp; de to var allerede på vej bort fra hinanden i et fald der ikke kunne standses, mod hver sin helt personlige træthed, ikke vores, men min her og din der. Det kan godt være at trætheden i dette tilfælde kun var et andet navn for manglende følelser eller fremmedhed – men det var det ord som bedst beskrev det tryk der tyngede omgivelserne.”

”Forsøg over trætheden”, s. 13.

”Versuch über die Müdigkeit” fra 1989 (”Forsøg over trætheden”, 2019) er det første af tre essays, som Peter Handke skrev i årene 1989-1991. Efterfølgende er kommet yderligere to forsøg. Heri undersøger han forskellige fænomener, og i ”Forsøg over trætheden” beskriver han forskellige former for træthed.

Essayet tager sin begyndelse under en julegudstjeneste i en kirke, hvor jeg’et som barn oplever en altomsluttende træthed under salmesangen, og ved at tænke tilbage på oplevelsen fyldes jeg’et med skyld. Dernæst bevæger jeg’et sig videre i sit livsforløb og sine forskellige oplevelser af trætheden: trætheden ved at overvære forelæsningerne på universitetet, landarbejdernes ”fælles træthed efter tærskningen” og videre frem til jeg’et, der under sit skriveophold i Andalusien oplever at blive ”gennemtræt” på grund af skrivearbejde og de daglige gåture.

Essayet er bygget op omkring den genkendelige interviewform med spørgsmål og dertil jeg’ets svar. Men mens formen er genkendelig, er selve tekstens ytring vanskelig at sætte på formel. Som i Peter Handkes andre værker er sætningerne lange og ender sjældent i en konkret slutning. I stedet bevæger de sig gennem en strøm af tanker, erindringer og billeder. Teksten åbner for fortolkninger frem for at indkapsle en bestemt mening.

46313976

Fænomenet træthed er heller ikke én bestemt størrelse, men kan både være fysisk, intellektuelt, socialt eller politisk. Det er et udvidet begreb, og det bruges også til for eksempel at beskrive opbruddet, når to elskende pludselig ikke længere føler en sameksistens. I det motiv sniger et genkommende tema i Handkes forfatterskab sig ind: Fremmedgørelsen, der her beskrives som kløften mellem de to elskende. Den ”gode træthed” er derimod den træthed, der gør det muligt at blive ét med verden. Den gør én modtagelig og åben for sine omgivelser, så man glider ind i dem og bliver allestedsnærværende. Da har man nået det allerhøjeste trin af træthed, som giver adgang til en særlig indsigt. Hvis bare forfatteren klør på med skrivearbejdet, så skal klarsynet nok komme, lover han sidst i essayet: ”Og anskueligheden skal også nok komme, sidst i dette forsøg, lige straks, måske – hvis jeg i mellemtiden er blevet træt nok.” (s. 49).