Hjem

Citat
”Mimi står faktisk forbløffende nok nøgen derude på den tørre eng. Hun står nøgen i solen med ryggen til mig, uden at bevæge sig, med hængende arme, hun er færdig med at slå græs for i dag.
Samtalen med Ann har gjort mig så træt som jeg ikke har været længe, jeg må straks lægge mig, jeg har en vanvittig længsel efter alt hvad jeg havde engang, jeg kan ikke bevæge mig af bar længsel.”
”Hjem”, s. 145.

På tysk hedder Judith Hermanns anden roman ”Daheim” (2021), et udtryk for det sted, hvor man på et mere metafysisk plan hører hjemme og har sine rødder. Et sted, der måske ikke findes i virkeligheden, som måske kun findes i én selv.

Det er dette lidt drømmeagtige sted, Judith Hermann skriver frem i ”Hjem” (2021), hvor fortælleren flytter ud til et hus ved Østersøen. Et nyt territorium efter et liv i byen med manden Otis og datteren Ann, der nu er flyttet hjemmefra. Fortælleren er 47 år, og det meste af romanen foregår i løbet af hendes første sommer i huset ved kysten. Her møder hun naboen Mimi, en uforfærdet kunstner, der er vokset op på egnen og som laver sine eksperimenterende værker med inspiration fra naturen, og hun møder Mimis bror, Arild, en fåmælt svinebonde, som hun langsomt forelsker sig i. En mår flytter også ind i det forfaldne hus ved vandet, og Arild hjælper hende med at sætte en mårfælde op.

61576878

”Hvor er dine rødder?” spørger Mimi fortælleren, og fortælleren ved ikke, hvad hun skal svare, for de er ikke i huset ved Østersøen, men heller ikke længere i det liv, hun har forladt. Når Mimi taler om at slå rod, bliver det tydeligt for os, at fortælleren faktisk er i færd med at gøre det modsatte; hun er midt i livet og river rødderne op. Måske for at være alene, for at reflektere over alt det, der har været, men alene får hun nu ikke lov til at være.

Det er nyt terræn for fortælleren i ”Hjem”, men skrevet i Judith Hermanns velkendte poetiske og enkle stil, som skriver noget drømmeagtigt og næsten mytisk frem om disse lidt hjemløse, men på ingen måde håbløse, eksistenser på kanten af Østersøen.

Romanen indledes med et kapitel, der ligger tredive år før romanens egentlige handling, da fortælleren som ung levede alene i byen og arbejdede på en tobaksfabrik. En dag møder hun en tryllekunstner, og det er dette møde, et valg og et fravalg truffet på en helt almindelig sommerdag for mange år siden, som fortælleren i tankerne bliver ved at vende tilbage til.

Det er et tema som er centralt for Hermann, og som hun også i denne roman vender tilbage til: Hvad er et hjem? Lever det mest i erindringen? Og hvor meget kan vi stole på vores erindring?