Drengen der fik ting i hovedet – De mystiske øjne

Citat
”Men højt, højt oppe over os har et par vagtsomme øjne opdaget solens stråler, der reflekteres i luppen. Ørne har en formidabel hukommelse (kun overgået af elefanter), og ørnemor har ikke glemt de to små modbydelige mennesker, der åd hendes afkom. Nu får hun øje på dem, og hendes ørnehjerte fyldes af hævntørst.”
”De mystiske øjne”, s. 207.

I 2017 udkom første bog i serien ”Drengen der fik ting i hovedet” - nemlig ”De mystiske øjne”, der er skrevet af Kasper Hoff og illustreret af Jan Solheim. Den handler om drengen Karl og hans bedste ven Ludvig. Karl har en underlig sygdom, der indebærer, at han ALTID får ting i hovedet. Derfor går han rundt med ishockeyhjelm på – men det er jo f.eks. svært at spise is med hjelm på. Så ganske kort tager han en dag sin hjelm af, og det ser da også ud til at gå godt, lige indtil han når den sidste bid, og der alligevel kommer en genstand flyvende mod ham. Han prøver ikke engang at flytte sig – han ved, at den per definition har kurs mod hans hoved, lige meget hvad han gør. Og det passer – genstanden slår ham i gulvet og giver ham en bule så gigantisk, at han må gå i seng i flere uger. Det viser sig også, at genstanden har gjort noget andet, som ikke skal afsløres her – men indirekte ender den med at sende Ludvig og Karl ud på en hæsblæsende færd, der indeholder både nudister, parykker og ørne.

Bogen er inddelt i 15 kapitler og en epilog. Den bliver fortalt i nutid og første person – det er Karl, der er fortælleren. Den foregår i en by, men der er ingen specifikke angivelser af, hvilken. Dog ved vi, det er en by af sådan en størrelse, at den har en zoologisk have og at statsministeren har fire livvagter.

Indimellem henvender Ludvig og Karl sig direkte til læseren for eksempel på side 103, hvor de tigger på deres 'blødende knæ'. Så vidt vides taler man normalt om 'grædende' knæ, hvilket er sprogligt set lidt sjovere, da knæ i sagens natur jo ikke kan græde.

Fortællingen strækker sig over i hvert fald et par uger. Den handler blandt andet om at være gode venner, selv om man er meget forskellige og om at læse bøger og gå i skole og måske også om at være lidt speciel. Da Karls mor ringer til lægen, siger hun: ”Skynd jer! Min søn er endnu mere underlig end han plejer at være.” Hvortil lægevagten svarer: ”Endnu mere underlig siger du? Vi sender en læge med det samme!”. (s. 42).