I Lotte Kirkebys roman ”Hvis man ikke vidste bedre” fra 2022 møder vi en kvinde (fortællerjeg’et), der vender tilbage til den provinsby, hvor hun boede engang. Fortællingen strækker sig over en dag, hvor jeg’et bevæger sig rundt i sit gamle område, mens hun tænker tilbage på det liv med mand, barn og hus, hun levede her – et liv hun siden har mistet.
Hun og ”han”, som manden kaldes, var engang meget forelskede og boede sammen i en lille lejlighed, mens de studerede. Senere flyttede de til provinsbyen, hvor de begge arbejdede på sygehuset. De lod et stort arkitekttegnet hus opføre, og med tiden fik de datteren Katrine.
61816097
Jeg’ets forhold til hende er fortællingens omdrejningspunkt, og mens hun i romanens nutidsspor bevæger sig rundt i byen, gengiver hun datterens opvækst i glimt: Dengang de gik sammen hjem i snevejr fra venneparret og kollegerne Ingrid og Niels. Alle de gange jeg’et gerne ville vide, hvad datteren tænkte, så eller følte, når hun sad i sin egen verden. Og endelig dengang jeg’et havde overnattet sammen med Niels på sygehuset og fik øje på Katrine, der stod og betragtede parret på afstand neden for vinduet og måske forstod, hvad de foretog sig sammen. Det er her, erindringssporet stopper.
Fortællestilen mimer hukommelsen, som den ofte er: detaljeret, flimrende, selektiv og subjektiv. Først til allersidst har vi nok detaljer på plads til at sammenstykke, hvordan historien hænger sammen. Fortællingen om livet, som det var engang, er gengivet med mange indskud og afstikkere. Som erindringen om den dag jeg’et bader og plejer Katrine, efter hun har brændt sig på nælderne i haven og klipper hendes negle, og bliver mindet om, hvordan de samme negle var, da datteren var spæd. Og hvordan erindringen om denne dag dukker op i et andet minde fra Katrines tidlige teenageår.
I ”Hvis man ikke vidste bedre” er stil og tematik tæt forbundne. Romanen kredser om, hvordan hukommelsen fungerer. Det er også en fortælling om moderskabets vilkår: at føde et barn, elske det, se det udvikle sig og sætte det fri.