I 2021 udkom mammutromanen ”Efter åndemaneren”, der er sidste led i Kim Leines trilogi om Grønland. Det er en stort orkestreret roman med et imponerende persongalleri. Handlingen udspiller sig i 1880’erne med tråde frem til 1950’erne, og den indføjer en række historiske personer og begivenheder i fiktionens sammenhæng.
Fortællingen drives frem i forskudte trin, hvor en række af romanens centrale figurer på skift er centrum for fortællingen. Som i de tidligere bind sammenbinder handlingen et stort geografisk rum, der gennemskæres af tre handlingsmæssige hovedspor. I det første rejser den unge Jens usikker og fuld af udlængsel fra en bygd i Sydgrønland til København for at opsøge sin far.
61508384
Det bliver en ”dannelsesrejse” af den hårde slags. For da storbyen København over ti år senere igen spytter Jens ud, er det som afslutningen på en nedadgående spiral, der har bragt Jens fra teologistudier og fascinerende venskaber i det københavnske kulturparnas bl.a. med Herman Bang til mordanklager, arrestation og et forhutlet liv på gaden. Leine tegner et fascinerende portræt af det moderne København og af den tilværelse, som byens homoseksuelle miljø, som Jens bliver en del af, frister med evig angst for offentlig udskamning og straf.
Romanens andet hovedspor følger Jens’ onkel Hanseeraq, der i et forsøg på at flygte fra sin fortids synder tager med på en danskledet ekspedition til den barske vildmark på Grønlands østkyst. Og endelig følger vi i det tredje handlingsspor Jens’ kusine Sara, der i bygden Sydprøven kæmper med at finde sig selv som kvinde, som mor og måske også som en med en homoseksualitet, der ikke findes plads til.
Fælles for romanens personer er barske eksistentielle kampe. Kampe som følger af de familiære hemmeligheder, de sammenfiltrede slægtsbånd og betændte relationer og uforløste konflikter, men også af det kolonialistiske forhold mellem Danmark og Grønland. I denne rige og store fortælling er det, som om alle skal helt ned på bunden, ned til det eksistentielle nulpunkt, hvor fortabelsen og frelsen synes at nærme sig som et janushoved. Og frit svævende over den samlede trilogi og på tværs af tid og rum hæver Appaluttoq, åndemaneren, sin stemme som et billede på selve fortællingen.