I 2015 udkom en samlet udgivelse med to af Patrick Modianos værker, ”Et forbasket forår” og ”Smertepunktet”.
I ”Chien de printemps” (1993) møder en ung forfatter in spe den resignerede fotograf Francis Jansen ved et tilfælde, en forårsdag i Paris i 1964, da Jansen fotograferer jeg-fortælleren og hans veninde. De ender i Jansens lejlighed, hvor han i tre kufferter har opbevaret de fotografier, han har taget gennem de sidste femogtyve år. Fotografen selv viser ikke nogen synderlig interesse for fotografierne, modsat den unge mand, der tager initiativ til at oprette et kartotek over dem. Mens fortælleren forsøger at vække værkerne og de mennesker, der er portrætteret, til live, gør Jansen sig klar til at forsvinde.
Historien fortælles knap 30 år senere af den nu voksne forfatter, da han ved et tilfælde finder det billede, Jansen dengang tog af ham og hans veninde. Erindringerne om det korte betydningsfulde møde trænger sig på igen. Fortælleren har nu samme alder, som fotografen havde, da de mødtes, og modsat dengang forstår han nu, hvorfor Jansen havde lyst til at forsvinde.
51581253
I bogens anden fortælling, ”Remise de peine” (1988), ser forfatteren Patrick, også kaldet Patoche, tilbage på sin barndom, hvor han sammen med sin lillebror boede hos tre gådefulde kvindelige plejere i et hus lidt uden for Paris, mens deres mor angiveligt var på turne i Nordafrika. Huset er konstant fyldt med gæster, særligt velhavende mænd med store biler, der bliver til næste dag. Drengenes far kommer også indimellem på besøg. Han fortæller dem historier om et slot, der er ejet af en mystisk markis, en karakter, der meget vel kan spille en central rolle i det, der foregår omkring kvinderne, og som ender med en politiransagning af huset.
Romanen springer i tid fra jeg-fortællerens barndom til hans nutid, hvor han erhverver sig som forfatter. Gennem de to fortællespor bliver det klart, at der mangler en del brikker i den nu voksne mands erindringer, fordi han som barn blev skånet for sandheden om, hvad der skete omkring ham. Som voksen forsøger Patoche – ligesom fortælleren i ”Et forbasket forår” – at kæde specifikke episoder og detaljer sammen for bedre at forstå. Men historien forbliver mangelfuld, og som læser må man gætte sig til, hvordan tingene hænger sammen, og hvad der egentlig skete.