I Patrick Modianos roman ”Encre sympathique” (2019) (”Usynligt blæk”, 2020) får den knap 20-årige Jean overdraget en sag hos det detektivbureau, hvor han er ansat på prøve. Han skal finde ud af, hvad der er sket med den unge kvinde Noëlle Lefebvre, der tilsyneladende er forsvundet. Der er kun få spor at gå ud fra, og et af dem leder ham til hendes adresse i Paris’ 15. arrondissement. På adressen finder han en notesbog, som han formoder må tilhøre den forsvundne kvinde. Notesbogen indeholder et digt, forskellige datoer, adresser og navne. Sagen er uopklaret, da Jean bare to måneder senere forlader bureauet, men ikke for Jean, der gennem livet med mange års mellemrum genbesøger sagen igen og igen. Med tiden finder han nye spor, der får ham til at genoverveje, hvad der er op og ned. Han taler med flere vidner, men det uklart, hvem han kan stole på i sin søgen.
38280325
Romanens første del er en jeg-fortælling i nutid fra Jeans perspektiv. Han kommenterer, at hans undersøgelse med forskellige nedslag gennem årene er blevet til en litterær fortælling, og han refererer sågar til det sidetal, man som læser befinder sig på. Men selvom skriften kan være en vej til at huske og forstå, kan Jean så overhovedet stole på sin egen erindring? For er de nedfældede ord i virkeligheden ikke bare et vidnesbyrd over alle historiens huller, den del af fortællingen som bogens titel antyder er skrevet med usynligt blæk?
Det egentlige plot udebliver, og romanen er snarere en kortlægning af og refleksion over, hvilke episoder i vores liv vi tillægger betydning og værdi, og hvordan en episode, der fylder meget i et menneskes liv, kan være en bagatel eller sågar glemt i en andens. Tid spiller i den sammenhæng også en stor rolle. Med tiden både glemmer vi, men tid kan også være det, der får noget til at stå mere klart.
Til sidst i bogen skifter fortællerperspektivet til en 3. personsfortæller, og Modianos velkendte parisiske kulisse skiftes ud med Rom. Her får en ældre kvinde, der arbejder på et galleri, besøg af en jævnaldrende mand, der får hende til at genbesøge sin fortid. Dette nye perspektiv i både tid, sted og fortælling vender tingene på hovedet og er nøglen til romanen.