I Iben Mondrups roman ”Tabita” fra 2020 fortælles en tragisk historie om fattigdom, svigt, kolonialisme og grådighed gennem fire synsvinkler. Rosine, der er bedstemor til den grønlandske pige Tabita, indleder romanen i den vestgrønlandske by Upernavik. Hun står overfor at miste sin mand, den gamle fanger Vitus, der har brødfødt deres lille familie. Selv vil hun gerne dø og vende tilbage til naturen, men den stædige og viljestærke datter Abelone gør alt for at forhindre det.
Abelones stemme bærer næste afsnit, der er fyldt med drift. Abelones situation er ellers næsten umulig: Hun er højgravid og har i forvejen to børn. Hun bor med sin gamle mor i en lille hytte og arbejder som hushjælp, kiffaq, i et rigt dansk butiksbestyrerhjem. Da gamle Vitus er død, er der ingen til at fange mad til familien, og Abelone kæmper en umulig kamp. Efter en tragisk begivenhed må hun overlade babyen Vitus og den femårige Tabita til det danske par, Eva og Berthel.
47548764
Evas stemme bærer det næste afsnit, hvor familien med de to grønlandske adoptivbørn flytter til Humlebæk i 1970’erne. Tiden i Nordsjælland er præget af fortielser og manglende forståelse for børnenes situation, for Eva lider af dårlige nerver og manipulerer sin mand Berthel til at indrette deres liv efter sit hoved. Eksempelvis må børnene slet ikke tale som Grønland, fordi Eva bliver ked af det. Da Eva opdager en hemmelighed, som Berthel har båret på i mange år, bliver Vitus bortadopteret til en ny familie, og i den afsluttende del er det den 10-årige Tabita, der fortæller. De mange svigt har efterladt hende dybt utilpasset, og hun er begyndt at forestille sig, at hendes dukke fra Grønland kan snakke. Dukken overtaler hende bl.a. til at klippe halen af en kattekilling og til at løbe væk, hvor hun i et drømmesyn møder sin mor, der ammer hende, og i skolen er hun udsat for mobning fra en pigeklike. Hun finder hjælp hos drengen Alfred, men oplever til slut det største svigt af alle.
I ”Tabita” belyser Iben Mondrup et dansk tabu fra landets tid som kolonimagt og italesætter den umenneskeliggørelse, der skete med det grønlandske folk. Tråde af magt, manipulation, tingsliggørelse og drift løber gennem romanen, der rejser vigtige spørgsmål som: Når vi hjælper hinanden, presser vi så vores egen verdensforståelse ned over andre – eller fordømmer vi noget, vi ikke forstår?