Fuglene under himlen

Citat
”Jeg kløede mig på læggen og lukkede øjnene mod solen. Da jeg åbnede dem igen, så jeg en lille spurv glide gennem luften fra den høje birk og ned på en af grenene i æbletræet. Den lavede et lille ekstra sving, inden den landede, som om den frydede sig.
Nogle gamle ord dukkede op i bevidstheden.
Liljen på marken og fuglen under himlen.”
”Fuglene under himlen”

I en sjælden ikke-biografisk fiktion udgav Karl Ove Knausgård i 2019 novellen ”Fuglene under himmelen” (”Fuglene under himlen”, 2019), der er skrevet som libretto til teaterforestillingen ”Venter”, der blev opført i Bergen og København i 2019. Forlaget oplyser, at karakteren Solvejg fra Henrik Ibsens ”Peer Gynt” er forlæg for den kvindelige jegfortæller.

Den lange og lavmælte novelle er næsten som et kammerspil for tre roller. En kvinde er flyttet tilbage til sin hjembygd for at passe sin aldrende, men stadig bestemte og karakterfulde mor. De har fundet en ro i tosomheden, kun afbrudt af kvindens arbejde som sygeplejerske. På hospitalet plejer hun en gammel skolekammerat (med en hjernesvulst, hvis symptomer er stort set identiske med de beskrevne i et essay om hjernekirurgen Henry Marsh i ”I kyklopernes land”), der sætter en stille brand i gang i hende. En dag melder datteren Line uventet sin ankomst, og hun tropper op i en sky af afvisende vrede, der udfordrer det i forvejen komplicerede forhold mellem mor og datter. Tre kvinder, tre generationer, tre verdenssyn mødes, og livet og døden hiver lige meget i hver sin ende af de fortættede dage.

46575636

Modsat Ibsens Solvejg venter kvinden her ikke på nogen. Hun virker afklaret og dog søgende i en eksistentiel retning. Hun er optaget af ordene om ”liljen på marken, fuglen på himlen” der stammer fra Bjergprædikenen i Det Nye Testamente og som tages op af Søren Kierkegaard. I sine ledige stunder drikker hun kaffe i solen og kigger taknemmeligt ud over fjord og fjeld, og hun orienterer sig opmærksomt mod lyset, fuglene, træerne. Som et af novellens mange symbolladede elementer kigger kvinden dagligt til den duerede på staldbygningen, hvorfra de store unger de sidste fire år er blevet spist af en hønsehøg, lige inden de blev flyvemodne. Men med Kierkegaards ord, så er fuglen lykkelig, fordi den kun er til i nuet. Den er ikke tynget af erindringen om sidste år eller bekymringen for i morgen. Sorgen har den lagt over på Gud.

Novellen er illustreret af sort/hvide fotografier af fugle, taget af Stephen Gill, som man også vil møde i essaysamlingen ”I kyklopernes land”.