I 2018 udkom en række af Karl Ove Knausgårds essays fra 2009-2018 i samlingen ”I kyklopenes land” (”I kyklopernes land”, 2020), hvis første essay, ”Om skæbnen”, viser Knausgårds metode: En personlig erindring om en 15 år gammel, men nærværende, drøm åbner for akademiske og kulturelle diskussioner om drøm, fantasi og virkelighed og derfra videre til skæbne, ære og skam, som den fremstilles i f.eks. den islandske saga ”Njals saga” og i moderne, litterære værker. Sløjfen bindes i den personlige sfære, og læseren har undervejs kunnet genkende sig selv, reflektere over tilværelsen og skrive et par bøger på læselisten.
47640903
Så går det derudad med essays om malerne Edvard Munch, Anselm Kiefer, Anna Bjerger og Kitty Kielland, om Thomas Wågström og Stephen Gills’ fotografier, om svenskernes enøjede selvtilstrækkelighed (jf. titlens kykloper); om Jon Fosse og Peter Handke, om Ingmar Bergmans arbejdsbøger og en voldsom tekst, hvor Knausgård følger hjernekirurg Henry Marsh under to hjerneoperationer i Albanien. Med en billedskabende detaljegrad og høj iagttagelsesevne lader Knausgård læseren komme med, ja helt ind bag hjernebarken.
I ”Da jeg ikke opdagede Amerika” udfolder Knausgård sit velkendte greb: skamfuld og genert nordbo møder verden underdanigt og selvudslettende. Således indtager han Amerika i vikingernes og sin egen slægts fodspor. Det er et roadtrip blottet for handling og fremdrift, og alligevel er det litterært spændende, da forfatteren er opmærksom og nøjagtig i sine indfølende beskrivelser af den ydre verden og af de pinagtige udleveringer af sin indre verden.
Litteratursynet er frihedens: alt, der findes, må optræde i litteraturen uden moralsk eller ideologisk fordømmelse. Litteraturen er fristed for det, vi gemmer væk i vores oversocialiserede samfund: skylden, skammen, hemmelighederne. Det vil sige, at selvom en forfatter skriver en roman om en pædofil, gør det ikke forfatteren til pædofil eller pædofili til en god ting. Men det findes i verden og derfor også i litteraturen. Og når Knausgård beskriver det særlige nærvær i Jon Fosses forfatterskab, beskriver det også hans egen praksis: ”Nærværet handler om en bestemt lydhørhed, om en bestemt opmærksomhed, om et bestemt temperament, og om det som det åbner op for i teksten.” (s. 330).