Morgenstjernen

Citat
”Morgenstjernen hed Lucifer på latin, og det betød lysbærer. Her var Lucifer morgenrødens søn, og morgenrøden kunne ikke være andet end Gud, altets skaber. Lucifer forsøgte at blive hans lige, men blev styrtet fra himmelen og ned i dødsriget, som han så i traditionen blev hersker over. (…) Jeg troede ikke at stjernen var Lucifer eller Kristus. Stjernen var stjernen. Men at den var et tegn på noget, tvivlede jeg ikke på.”
”Morgenstjernen”, s. 428.

Karl Ove Knausgårds 666 sider lange roman ”Morgenstjernen” fra 2020 (”Morgenstjernen”, 2020) rækker ud over forfatterskabets hidtidige realisme med sit fantastiske og overnaturlige indhold. Ni forskellige jegfortællere beretter på skift om to ekstremt varme og betydningsmættede augustdage i Norge, hvor en ny stjerne viser sig på himlen, og hvor der sker flere og flere uforklarlige ting. Det er, som om den velkendte grænse mellem liv og død udviskes, og i det hele taget lurer døden over det hele. Til fælles har karaktererne en oplevelse af at se på deres liv på ny og være tvunget til at tage skæbnesvangre beslutninger.

38364405

Litteraturprofessoren Arne holder ferie på sydkysten med sin psykotiske kone Tove og deres tre børn. Hans ven Egil er en enlig dokumentarfilmskaber, der skriver på et essay om døden og de døde, der er optrykt sidst i romanen. Præsten Kathrine tvivler både på sin tro og sit ægteskab og opsøges af en mystisk mand, der er identisk med ham, hun netop skal begrave. Den unge Emil undlader at fortælle, at et af børnene i vuggestuen faldt ned af puslebordet og slog hovedet, og Iselin møder Frelseren på Burger King. Vibeke forbereder sin mands fødselsdag, da hun finder en livløs mand i kælderrummet.

Den kyniske journalist Jostein knokler for at få sin faglige selvrespekt tilbage og overhører sin kone Turids råb om hjælp, og først for sent finder han ud af, at deres søn Ole har forsøgt at tage sit eget liv. Det fører ham ud på en længere rejse i Dødsriget. Solveig vil man kende fra ”Fuglene under himlen”, da teksten om hende i store træk er identisk med novellen fra 2019. Hun er i sit arbejde som sygeplejerske tæt på døden og forskrækket vidne til, at en død mand vågner op under udtagning af organer. Alle forsøger de at tyde tegnene i den påtrængende undergangsstemning: Det myldrer med krabber, menneskelignende fugle flyver ind i byen og de lammes af tvivl på egne sanser.

Døden trænger sig på i romanen, der må siges at være en hyldest til livet og alt det uforklarlige, som man måske ikke skal forstå, men åbne hjertet og hjernen for. Det meste af romanen er skrevet i foråret 2020, hvor Corona satte livet, som vi kender det, i stå. Knausgård har planlagt flere bind, og man kan lære mere om karaktererne på themorningstar.no.