Så en morgen

Citat
”Og med de ord husker jeg igen
mig selv som ufødt
men dømt
til at komme til verden.

Og der står de så
med fremstrakte arme:
de håbefulde
kandidater til forældreskabet:

Deres lange sorte frakker
berører næsten jorden.
Den er dækket af sne.
Og mellem dem
og gravstenene, som står
rundt om dem
falder sneen tæt.”
”Så en morgen”, s. 23.

Henrik Nordbrandts ”Så en morgen” fra 2021, der af forlaget kaldes for undergangsdigte, kredser om døden, om krigens voldelige død og ikke mindst om muligheden for at tage sit eget liv.

Digtsamlingen slås an med digtet ’MISFOSTER’, et portræt af digterjeg’et, der bliver ’flået ud af sin mor’ (s. 7). Jeg’et kommer til verden ’et par timer før bomberne faldt’, og der går ikke ret lang tid, før han ved, at han er ’gammel nok til at dø’. Livet synes at være en forbandelse, og draget af døden stiger jeg’et på Selvmordstoget, der dundrer gennem digtene, og blandt andet bringer ham ned gennem Tyskland til nazisternes koncentrationslejre.

Læser man digtsamlingen biografisk, er der flere referencer til Nordbrandts eget liv. Han blev født i 1945 i skyggen af 2. Verdenskrig, og som ung blev han så påvirket af en dokumentarfilm om tyskernes koncentrationslejre, at han udviklede en alvorlig spiseforstyrrelse, fortæller han: Så tænkte jeg, det her, det kan man ikke leve med. Man kan ikke være menneske, når mennesker har begået det her. Man kan kun dø, man kan ikke være menneske, og så udviklede jeg anoreksi. Det var ikke for at ligne en kz-fange, men det var ubevidst et ønske om at begå selvmord.” (Nanna Andreasen: Digteren Henrik Nordbrandt led af anoreksi: Det var et ubevidst ønske om at begå selvmord. TV2lorry.dk, 2021-01-21).

38757571

Bogens fire dele består af i alt 28 prosadigte, som ikke følger nogen fast form. Enkelte digte holder en bestemt orden, f.eks. digtet SYVTALLER, hvor strofer á to vers pænt følger hinanden, mens et digt som FUGLENE blot består af én strofe, hvor sætningerne løber over flere verselinjer i en slags bevidsthedsstrøm.

Digtene er båret frem af et enkelt sprog fyldt med modsætninger og morbid ironi: Nogle børn finder en død ørentvist og laver et ligbål til den, hvorefter de ved gløderne får den idé at åbne en grillbar. I et andet digt, ’SNEKOMA’, bliver det modsætningsfyldte sproglige billede nærmest et paradoks: ’Undskyld, jeg er faktisk ikke sur/ bare indebrændt/ i sneens krematorium’ (s. 21).

Det er et livstræt jeg, der med bitterhed revser både den danske forstadskultur og menneskets grusomme natur, men som alligevel må sande, at han trods alt er her endnu – ’altid på udkig efter nye oplevelser’.