I sin tredje roman, ”Bæst” fra 2019, placerer Ane Riel fortsat sine romankarakterer i et fiktivt miljø, men denne gang er man langt fra den danske skov og fauna. Selv forklarer Ane Riel i efterskriftet, at handlingen er henlagt til en fiktiv sydeuropæisk by. Her vokser drengen Mirko op, og i en ung alder forelsker han sig i den unge kvinde Danica fra nabogården, hvor han begynder at gå til hånde. Her ser han på, at Danica åbner sit hjem – og sin favn – for mandfolket Karl, der forstår at arbejde i marken og tilfredsstille Danica i ægtesengen. Sammen får Danica og Karl den lille Leon, som viser sig ikke at være så lille endda. Han bliver født ubegavet og med atypisk store og kraftfulde muskler, som han har svært ved at kontrollere.
I takt med at Leon bliver større, får Danica problemer med at håndtere ham. Hans kærtegn føles som slag, og hans favntag truer med at klemme livet ud af hende.
47299403
Imens går Karl og skumler over, at hans hustru ikke længere har overskud til at vise kærlighed over for ham. Da det går op for ham, at Mirko ikke kun er kommet på gården for at hjælpe til, er bjørnen løs. I mere end én forstand. Og det bliver begyndelsen på et nært og unikt venskab mellem Mirko og Leon.
Historien oprulles i skiftende synsvinkel mellem Mirko og Danica, mens den voksne Leons barnagtige og troskyldige stemme danner en ramme om fortællingen. Man aner konturerne af en voldsom begivenhed, men med Leons naive betragtning af verden forbliver det uklart indtil slutningen, og det pirrende ubekendte bliver motoren i fortællingen.
Ironisk henviser Ane Riel til krimigenren – og måske endda til sig selv i en metakommentar – i første linje: ”Det er nu lidt ærgerligt, at jeg sådan kommer til at slå dem ihjel.” Men faktisk minder ”Bæst” mere om et tidløst eventyr, blot med momentvise referencer til vores virkelighed i form af ”automobiler” og et Amerika, som nogle fra byen er udvandret til, hvilket gør fortællingen sært sælsom.