CoDex 1962

Citat
”Jordens biomasse er konstant. (…) Digtningens biomasse derimod vokser. Den består af et forunderligt stof, der ikke tilhører nogen af klodens tre kendte riger – ikke dyreriget, ikke planteriget, ikke mineralriget – og alligevel modtager den al næring fra dem: Digtningen er en del af mennesket, og mennesket er del af denne verden.”

”CoDex 1962”, s. 569.

”CoDex 1962” er en romantrilogi, som Sjón har skrevet, tænkt og arbejdet på i en periode på over tyve år (”CoDex 1962”, 2019). Første del udkom som selvstændig roman i 1994 med titlen ”Augu þín sáu mig” (”Dine øjne så mig”, 2002). Sjón har kaldt den en kærlighedsroman, da kærligheden mellem en tysk stuepige og en jødisk kz-fange på flugt fører til skabelsen af trilogiens primære fortæller, Josef Löwe. Han er på daværende tidspunkt endnu ikke levende, men en mytisk skikkelse af ler, en såkaldt golem.

Anden del, ”Med skælvende tårer”, der udkom som ”Með titrandi tár” i 2001, er en art kriminalroman. Heri følger man Leo Löwe, der forsøger at finde den guldring, han mangler for at kunne bringe sin golem til live. Ringen er blevet stjålet fra ham af et suspekt tvillingepar hans rejse fra Tyskland til det Island, der ved hans ankomst i slutningen af Anden Verdenskrig opnår selvstændighed. I jagten på at skaffe guldet tilbage får han hjælp fra en sovjetisk spion, han møder på et sprogkursus, og en stor, sort og stærk amerikansk bryder.

46595017

I trilogiens sidste roman, ”Jeg er sovende”, samles mange af de mange tråde fra de to foregående romaner i en slags science fiction. CoDex er et islandsk biotekfirma, hvis direktør ønsker at indsamle livshistorierne fra de mutanter, der blev født på Island i året 1962. Det bringer den transkønnede Aleta hjem til den nu voksne Josef. Hun lytter til hans fortællinger, selvom de tager mange digressioner og ikke altid er lige logiske.

Videnskab, europæisk historie og overtro vikles sammen med drømme, gamle sagn og eventyr. Sjóns skrivestil er både poetisk, filosofisk og humoristisk. De tre romaner er tilsammen en labyrintisk genrehybrid og en fantastisk familiesaga. Eksempelvis er ”Jeg er sovende” også et lyrisk kartotek over alle de islændinge, der er født i 1962, samme år som Sjón selv, og som ikke lever mere. Hermed tematiseres døden, men det er samtidig en pointe, at fortællingerne lever videre, når de mennesker, de omhandler, dør, hvis der er nogle til at fortælle dem og nogle, der lytter. Deres historier rækker ud over det enkelte menneskes liv: Et menneske er sammensat af de tider, det lever i – det er et kompositum af de begivenheder, det bliver vidne til eller tager del i, af fri vilje eller tvunget. Det er et sammenkog af drømme og tanker, såvel sine egne som fremmedes.” (s. 458).