Rampen

Citat
”Jeg tænker på hendes svigt, hendes egocentri, hendes dominans og på, at jeg alligevel har følt mig set og elsket, jeg tænker på, hvor vigtigt det er, at man vokser op med en oplevelse af, at man betyder alt for sin mor eller far. Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid; ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, hun har rørt op.”
”Rampen”, s. 329.

I ”Rampen” (2020) bevæger Jesper Stein sig for første gang væk fra krimigenren og over i autofiktionen i fortællingen om hans egne forældres ægteskab, skilsmisse og splittelse. Fortællingen følger en overordnet kronologi fra forældrenes opvækst til deres død og har skilsmissen som det afgørende point of no return. Indvævet i rammefortællingen er fragmentariske scener fra forfatterens opvækst, som hver især understreger romanens tematikker.

”Rampen” kan genrebestemmes som autofiktion, men vægten er lagt på det dokumentariske. Alle personer optræder med deres virkelige navne, og handlinger og begivenheder fremstår, så vidt muligt, sådan som de fandt sted. Dér, hvor Stein bevæger sig over i det skønlitterære, er i skildringerne af sin mor. Stein forestiller sig hendes tanker og følelser i derouten efter skilsmissen.

48839711

Moren, Jytte, er romanens umiddelbare omdrejningspunkt. Hun bliver forladt af sin mand til fordel for en af hans tidligere elever. I sin bitterhed udvikler hun sig til et selvmedlidende mareridt, der kræver sin søns uforbeholdne loyalitet. Hendes fordrukne forfald danner for forfatteren grundlag for et forældreopgør og et forsøg på at forstå sit eget livs fejltagelser og alkoholisme, men det fører også til en undersøgelse af forældrerelationens komplekse størrelse.

På den ene side er moren et egocentrisk og krævende væsen, på den anden side kærer hun sig enormt om sønnen og hans liv. Det betyder desværre også, at hun kræver samme mængde kærlighed og omsorg retur, hvilket han kun delvist er i stand til at give, fordi hendes sorg og bitterhed kaster så stor en skygge over deres relation.

I kontrast hertil står faren Finn, som kommer bedst ud af skilsmissen i kraft af sin nye forelskelse. Med ham deler forfatteren kærligheden til litteraturen og et afslappet samvær, hvor man, i modsætning til hos moren, ikke skal veje hvert et ord i forsøget på at undgå at såre. Til gengæld udmærker han sig ved sit følelsesmæssige fravær. Stein skriver, at han indimellem har det ”som om jeg ikke kendte denne mærkelige private mand, som om netop det, han gav mig, sproget, var det, han skjulte sig bag” (s. 326).