Løg trækker tårer

Citat
”Hun må have en god nats søvn. (…) Og så skal hun have et varmt bad, og hendes hår skal sættes af en frisør. (…) Og så vil hun gå lige ind og sætte sig i hans grønne sofa og sige: ”Jeg er Wendy”.”
”Løg trækker tårer”, s. 172.

”Løg trækker tårer” fra 2019 er en direkte forlængelse af temaerne i Dorrit Willumsens forfatterskab. På sin 74-års fødselsdag går en kvinde hjemmefra i vrede. Hendes mand har glemt hende, og hun føler sig fremmedgjort over for al den IT, der præger hendes hverdag. Ved et tilfælde flytter hun ind i en skunk i en lejlighed, der er ved at blive gjort i stand, og hoveddelen af romanen udspiller sig dermed i eller omkring det lille pulterkammer. Da lejlighedens nye ejer, revisoren Asger Petersen, flytter ind, forelsker hun sig voldsomt i ham uden nogensinde at møde ham. Når revisoren er ude af lejligheden, gør hun rent, spiser rester og gennemgår hans store garderobe, og når hun igen gemmer sig i skunken, nyder hun, at han spiller klassisk musik. Til sidst får han dog en kæreste, og så må Wendy forlade sin fængsels-oase.

46835417

Ligesom i ”Den dag jeg blev Honey Hotwing” har hovedpersonen i ”Løg trækker tårer” ikke kun ét navn. Hun vælger at hedde Wendy, men hun kunne ligeså godt hedde Vivi eller Winnie, som der står på s. 12. Som personerne i ”Nær og Fjern” drømmer Wendy om et andet liv, om noget mere. Hun drømmer om passion, om lækre ting, om lækker mad og om at kunne nyde igen i stedet for at være spærret inde i det ægteskab, hun er flygtet fra, og i den skunk, hvor hun nu er som fanget. Som i mange af Dorrit Willumsens bøger er der imidlertid ingen lykkelig slutning for enden af den lange indespærring. Der venter ingen Prince Charming på den anden side af den hermetisk lukkede pulterkammerdør, og kvinden Wendy søger en lykke, der er afhængig af stimulans udefra og fra andre mennesker. Med sig ind i skunken har hun en alt for stor ulvepels, og kun med den, og med en galant hjemløs, der forvises fra byen, opnår hun en form for menneskelig kontakt.

”Løg trækker tårer” er skrevet som en dans mellem det absurde, det surrealistiske og det barnlige. Wendys triste liv og vemodige griben efter lykke foregår som i en drøm, mens Wendy selv svæver et par centimeter over asfalten, når hun igen må ned i supermarkedet efter lydløse bananer, hun kan spise i fred i sin skunk.