Zombierådhus

Citat
”Hun tegner vektorregning ind i et computerspil. Den taler. Den agerer. Natalia forestiller sig liggende i sin seng om natten, hvad den foretager sig næste dag. Den hjælper hende med driften. Den hjælper hende med rådhuset. Vektorregning er en lille rådhusmaskot. Natalia fortæller aldrig nogen om den maskot.”

”Zombierådhus”, s. 102-103.

I 2019 vender Pablo Llambías tilbage til de danske rådhuse med romanen ”Zombierådhus”, som i en anmeldelse betegnes som ”fantasiens triumf over velfærdsstatens fortvivlende almindelighed”.

Bogen består af korte prosastykker på typisk 2-3 sider, som alle tager afsæt i et af de 98 danske rådhuse. Det første kapitel hedder således Vejen Rådhus, mens det sidste hedder Hjørring Rådhus. Bagerst i romanen ses fotos af alle rådhusene i alfabetisk rækkefølge, som Google Street View har set dem, samt et sidste billede med udflydende konturer med titlen Googlemanden. En af rammerne om beretningen er netop denne Googlemand, som kører rundt i sin bil med kamarasonde på taget: ”I toppen af stativet sidder en blå kugle. Det er et kamera. Bilen er en kamerabil fra Google Street View. Det er den, der har taget billederne.” (s. 12).

46216938

Udgangspunktet er måske nok de danske rådhuse som inkarnerede billeder af det trygge velfærdssamfund – men det kedelige holder hurtigt op i Llambías’ tragiske men også morsomme samfundsportræt. Bogen er præget af undergangsstemning og befolket af alverdens væsener, som blandt andet figuren Mennesket med en forfatter i maven og skulpturen med navnet Et dårligt menneske.

Til et oplæsningsarrangement optræder andre af bogens gennemgående væsener: ”John-den-lille hund, vektorregning, hval, dådyr og et væsen, der bare går under navnet egernet, er blandt arrangørerne af aftenen.” (s. 87). John-den-lille-hund ender i øvrigt med at blive klynget op i en lygtepæl senere i romanen, som også indeholder alt fra en zombieevent, et massagekursus, der udvikler sig til gruppesex, drager, en talende ballon og den nordiske mytologis Ragnarok.

De faktuelle beskrivelser af de danske byers rådhuse sættes med andre ord sammen med finurlige og legende scenerier og parodier, og midt i sine digressioner og humoristiske indslag er bogen også hele tiden præget af noget spøgelsesagtigt og en balancegang på afgrundens rand. Måske er der faktisk tale om rådhuse, som har mistet deres sjæl, som titlen indikerer.