Eigil veg lidt udenom og svarede at romaner generelt var struktureret efter folks tankegange, drømme og følelser, og at de bedste forfattere var dem der kunne identificere sig med alt som trak vejret. […] Han sagde at han ikke var i stand til at sige hvor meget der var virkelighed og hvor meget digt, men hans opgave som forfatter var at få læseren til at tro på fiktionens sandhed og at det som læseren tog til sig, lå inden for rammerne af det tænkelige.”
”Bommhjarta”, 2016 (”Bolsjehjerte”, 2019) er anden del af Jóanes Nielsens trilogi om Brahmadellerne og Tviburerne. Hvor hovedskikkelsen i første bind primært var Tóvo í Geil af Brahmadell-slægten, er andet bind centreret omkring Eigil Tviburs forældre og onklen Hjartvad, hans barndom i 1950’erne i det fattige Portugalið, hvor han bliver passet af sin islandske papbedstemor Olrunamma, og den landflygtige tilværelse i først Norge og siden på havene omkring Grønland og Danmark, efter voldsepisoden mod Selvstyrepartiets tidligere formand.
Eigil er en modsætningsfuld person: på den ene side et fintfølende menneske, der græder til Dusty Springfield, og på den anden side en grov og ligefrem voldelig type, der med ét kan gå bersærkergang. Som da en kollega på skibet Överland bliver slået ihjel i Grønland af slædehunde, og Eigil tager hævn ved at svinge samtlige hunde rundt i deres kæder og slynge dem ud over en klippe.
46523822
Men det er ikke kun fysisk, at Eigil udøver vold: På et tidspunkt optages han i en særlig loge kaldet Forbanderne, en slags selvtægtsgruppe, der tager rundt og læser forbandelser over personer, der måske i juridisk forstand er uskyldige, men som alligevel har haft et moralsk ansvar, som de ikke har taget på sig. Og netop tanken om, at der i tilværelsen er kræfter på spil, som har en usynlig magt over folk, er en grundtanke i fortællingen om både Brahmadellerne og Tvibur-slægten – i det hele taget i fortællingen om det færøske folk.
I ”Bolsjehjerte” arbejder Jóanes Nielsen for alvor med virkelighedsplanerne. Allerede i ”Brahmadellerne” bliver Eigil Tvibur præsenteret som forfatter til de historiske skildringer om Tóvo, mæslingeepidemien og Napoleon Nolsøe, og i ”Bolsjehjerte” refererer han flere gange til sin roman ”Brahmadellerne”, ligesom Jóanes Nielsen nævnes flere gange som en forfatterkollega til Eigil Tvibur. Hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed, er ikke ligetil. Ligesom når det gælder forbandelserne, finder man måske sandheden i det, man selv lægger i ordene.