Knud Romers tredje roman, "Pigen i violinen” (2021), foregår i Østrig. En femårig pige får en violin foræret af sin far, og romanen igennem vokser både pigen og violinen: “Violinen voksede om natten – halv størrelse først, så trekvart – og jeg skød i vejret og voksede sammen med den. Det gjorde ondt, jeg var øm i hele kroppen. Far sagde, at det var vokseværk, men det var violinen i mig (…)” (s. 26). Pigen øver døgnet rundt, bestræber sig hele tiden på at blive bedre. Og hun bliver god. Kommer til Salzburg, Katowice og Wien, hvor den klassiske musiks koryfæer har levet og stadig ånder. Men jo dygtigere hun bliver, desto strengere bliver kravene fra underviserne, og desto mindre plads får hendes eget liv, inklusiv kødelighed og kærlighed.
Romanen fortælles i datid, i to spor, der løber ved siden af hinanden. Dels en kronologisk jegfortælling om pigen, der fortæller om sit disciplinerede liv med musikken. Dels fortællingen om den smukke, skræmmende, sørgelige Iris, som jeget bor hos under sin studietid i Wien: “Her ville jeg tilbringe det mærkeligste år i mit liv, dengang jeg startede på Hochschule für Musik.” (s. 11). Denne Iris lever i fortiden og af sin eksmands lidenskab; han var en af de største pianister og Beethovenfortolkere i det tyvende århundrede.
Hvor Knud Romers to første romaner er blevet beskrevet som langstrakte og krævende romanfødsler, har han i et interview fortalt, at “Pigen i violinen” blev skrevet på to måneder (Line Rasmussen: Lev i fred, Knud. Bogmagasinet, 2021-10-30). Og at den har rumsteret, siden han faldt i søvn i sin mors skød i operaen i Frankfurt, men først blev skrevet i tiden efter den svære toer, hvor han var blevet skilt og diagnosticeret med alvorlig grøn stær. Omstændigheder, han har talt åbent om i medierne, og et tema, der også bliver berørt i “Pigen i violinen”: kunst vs. konsekvenser. Romanen spørger indirekte: Kan hovedpersonen hellige sit liv til musikken, uden at det får store omkostninger for hendes liv? Svaret er umiddelbart nedslående.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Pigen i violinen"