I et interview fortæller Andreas Pedersen, at da han skrev ”Fryden”, beskæftigede han sig med oplevelsen af at overgive sig til følelser, rytmer og bevægelser, der virker større end en selv: ”Fryden er en fornemmelse af at blive revet med af noget, som man ikke ved hvad betyder, samtidig med at man har en følelse af glæde.” (Bogfolk, Politiken podcast, uge 49, 2016).
Han siger i samme interview, at han har søgt at finde et modsprog til et credo om, at man skal stå fast på sig selv og stå imod påvirkninger og ydre kræfter. Selv om det betyder, at man kan fremstå latterlig, påvirkelig eller afhængig af andre mennesker, har han villet give euforien sprog: Hans tekster er et forsøg på at ”bekæmpe ensomhed og tilbagetrækning, den fristelse der er for enhver til at blive det isolerede eller afgrænsede menneske, det selvdefinerede menneske eller det uforanderlige menneske.” (Bogfolk, Politiken podcast, uge 49, 2016).
Det nære liv får stor opmærksomhed i Pedersens tekster. Han skriver om hverdagssituationer og genkendelige møder. Det er ikke af den grund naivt eller selvoptaget, der ligger snarere en form for program i at besynge den umiddelbare oplevelse af fryd og bruge ellers lidt belastede eller – i poetisk kontekst – bedagede ord som ”lykke”.
Overgivelsen til fryden er nemlig uproduktiv, hvis man med produktiv forstår noget, der skal føre til noget bestemt. Det er heller ikke en individuel følelse, men snarere et moment af opmærksomhed på det fælles. Et sted lyder det sådan her: ”Fremtiden er ikke andet end en del af nutiden, som man befrier i et stormløb.” (s. 35).
Pedersen citerer og henviser til anden litteratur igennem ”Fryden” – Clarice Lispector, Kirsten Thorup, Kafka, Mandelstam. De bliver en del af den modstand, som digtningen – og de kondenserede sætninger – kan yde det mere instrumentaliserede eller fornuftige sprog, som mennesker ellers forholder sig til hinanden med. Pedersen skriver: ”det sker, at jeg bare ligger og læser/ glemmer at spise/ det eneste, jeg tænker på/ er, hvordan jeg skal leve mit liv/ for at leve som den sætning” (s. 57).