andreas pedersen
Foto: Sofie Amalie Klougart

Andreas Pedersen

ph.d. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
andreas pedersen
Foto: Sofie Amalie Klougart

Indledning

Andreas Pedersen skriver om det moderne landboliv, ung kærlighed og andre menneskers bevægelser. Med intens opmærksomhed, begejstret åbenhed og sproglig koncentration indfanger han øjeblikke af fryd i kraftfulde sætninger. Det handler om at give sig hen til skønheden og dermed overgive sig til fællesskabet.

52664225

Blå bog

Født: 1990, Østjylland.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2012.

Debut: Fryden. Gladiator, 2016.

Litteraturpriser: Blixenprisen for årets litterære talent, 2017. Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2017.

Seneste udgivelse: Fryden. Gladiator, 2016.

Inspiration: Clarice Lispector, Kirsten Thorup, Spinozas etik.

Artikel type
voksne

Baggrund

”At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt./ Når man forestiller sig mødet finde sted./ Det sælsomme, som gennemstrømmer verden.// Hvordan vidste du, at det var min yndlingsfarve?// Fordi jeg har tænkt på, hvad du ville elske. Jeg har set dig som en/ melodi, en farve, en hastighed og set på, hvad du forbandt dig/ med, og hvad der forbandt sig med dig.”

”Fryden”, s. 7.

Andreas Pedersen er født i 1990 og opvokset i landsbyen Sejet, lidt uden for Horsens. Faderen er sjette og efter al sandsynlighed sidste generation på slægtsgården, der fungerer som et konventionelt svinelandbrug. Bedsteforældrene boede på en gård et par hundrede meter væk, og Andreas og hans to brødre hjalp til i høsten, med græsslåningen og med at sende svin til slagtning.

I 2012 blev han uddannet fra Forfatterskolen i København sammen med blandt andre Pernille Abd-El Dayem og Caroline Albertine Minor. I afgangsantologien herfra skriver han om landboprovinsen, der sætter sig i kroppens bevægelser, om ”Jordbrugerne foran deres markers spejl” og om ”At gå vågen ned til fjordområdet/ Med en slunkenhed i sig/ Med en tyngde efter søvnen”. I teksterne, der betegnes som udkast, er der en tæt forbindelse med dyrene, men også en dovent ungdommelig afstand til arbejdet på gården: ”Jeg var ikke i marken i sidste måned/ De ringede til mig/ Jeg lå længe og hørte på ringetonen/ Lydstyrken/ Så fortalte de mig om det fysiske arbejde/ Jordbrugerne”. (Forfatterskolens afgangsantologi).

Fryden

”Det er ikke slut med at komme ind i dette hus og være min mors barn. Det er ikke slut med, at min mor rejser sig op til sin mors begravelse, og derfra, hvor jeg sidder, er hun gemt bag en af de søjler, der holder sammen på forsamlingshuset. Og det er ikke slut med, at hun grædende efter et par ord, måske kun "Kære mor" sætter sig ned igen og trækker stolen ind under sig.”

”Fryden”, s. 46.

Andreas Pedersens debutbog ”Fryden” fra 2016 har ingen genrebetegnelse. Den består af prosastykker og linjebrudte digte, der inddeles af en række abstrakte tegninger – en slags fremmede skrifttegn – som også er afbildet på omslaget. Første digt starter som titlen: ”"Fryden".// Et ord jeg skrev ned, fordi nogle en dag gav sig til at synge og/ spille i gården, og jeg stod ligesom mange andre på en af/ altanerne og lyttede til det.” Oplevelsen her beskrives som ”Notater i flok” og, som Politikens anmelder bemærkede, kunne det være en betegnelse for bogen, der indeholder små scener, tanker, udbrud, erindringer og drømme om film.

Bogens tekster spænder fra fortællinger om de nære relationer –familien, barndomsgården og en kæreste – til digte om forestillede ungdomsfilm til en besyngelse af litteraturens kraft: ”jeg elsker Mandelstams linjer/ om kun at ville læse børnebøger/ og have barnlige tanker/ og jeg tror på den kærligheds vigtighed”. (s. 57).

52664225

Med koncentreret opmærksomhed portrætteres bl.a. kæresten, som klæder sig på grinende og sukkende. Små situationer bliver foldet ud, ligesom et andet menneskes bevægelser eller ansigt bliver anledning til kærligt detaljerede betragtninger. Som portrættet af en ung, sovende mand i Tokyos metro: ”At se ham var som at se på den måde en revne løber gennem glas på, uforudsigeligt afsted fra et punkt, fra den uafvendelige sårbarhed. Han så så blid ud i støvet arbejdstøj med fint foldede hænder.” (s. 51).

De enkelte sætninger er koncentrerede og kan både være tænksomme og medrevne euforiske. Højstemt patos optræder side om side med ung beruselse, som her: ”En pragt som et åndedræt i det nøgne bryst/eller mindre højstemt: patter og maver så dejlige/at jeg hiver i mine brystvorter med krydsede arme.” (s. 35).

Der er et ønske om at gå i forbindelse med andre og forstå og deltage i deres bevægelser og bevæggrunde. Der er det skrøbelige portræt af den fremmede i metroen, men der er også åbne, opmærksomme og kærlige skildringer af velkendte mennesker og situationer. Moren, som er ved at komme sig over en alvorlig sygdom, ”udfolder den kunst, det er at leve.” (s. 8). Og landmandsfaren, i hvis daglige praksis, sønnen genkender en lavmælt skønhed: ”han bærer noget med sig/ måske dette, at han på sin egen måde, ud fra ideer om/ drift, udvikling, anseelse, tradition/ listen ufuldstændig/ har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig/ er skønheden”. (s. 27).