Baggrund

Citat
”Efter morgenkaffen sætter jeg mig/ i den bløde sofa og læser et digt./ Nogen gør, formentlig en hund./ Ofte falder jeg ned fra syntaksen/ ligger og roder rundt på gulvet.”


”Allegro ma non troppo”, s. 31.

Peter Poulsen kom til verden i 1940 på Frederiksberg. Han læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet og blev ansat som korrekturlæser på Politiken, hvor han arbejdede, da hans debutdigtsamling ”Udskrifter” udkom i 1966. I slutningen af halvfjerdserne udkom hans første roman, og han har derudover skrevet både noveller og skuespil. Den særdeles produktive forfatter har udgivet et godt stykke over 30 værker.

Peter Poulsen har ikke kun virket som forfatter. Efter et toårigt ophold i Brasilien læste han portugisisk og begyndte at oversætte sydamerikansk og europæisk litteratur. Han er kendt for at have introduceret den portugisiske forfatter Fernando Pessoa til en dansk læserskare. Han har desuden oversat fra spansk og fransk, heriblandt Jorge Luis Borges og Charles Baudelaire. Han kan også kalde sig kongelig oversætter, da han har oversat flere af Prins Henriks digtsamlinger. I år 2000 modtog han Dansk Oversætterforbunds Ærespris for sin langvarige oversættergerning.

Udover oversætteriet og forfattergerningen har Peter Poulsen gjort sig som radiovært, litteraturformidler og konsulent ved Det Danske Filminstitut. Han har formidlet litteratur til både børn og voksne og har udgivet et par børnebøger. I en årrække var han tilknyttet DR’s litteraturprogram Alfabet og har i det hele taget været aktiv på den litterære scene. Fra 1991til 1997 var han også formand for Danske Skønlitterære Forfattere. I de seneste år har han dog koncentreret sig om forfattergerningen.

I dag er Peter Poulsen bosat i Svaneke på Bornholm sammen med sin hustru, hvor de har boet, siden hun gik på pension.